Gavnø Slot

Gavnø Slot har lavet ”fremtidens legeplads”

24.9.2024
Foto: Gavnø Slot

Forskning peger på, at leg og kvalitetstid i naturomgivelser styrker børns udvikling, men legepladser skal også fange forældrenes interesse, før familien tager på skovtur. På Gavnø Slot er hele familien indtænkt i slotsparkens legeområde.

Af Oliver Perry.

I de fleste baggårde, sidegader og skolegårde i byerne finder man dem: Legepladserne. Selvom det for mange børn er sjovt at gynge, rutsje og grave i sandkassen, er det på mange måder gavnligt for dem at komme ud i naturen eller på en naturlegeplads, fortæller Niels Ejby Ernst, forsker i blandt andet outdoorpædagogik og lektor ved VIA University College.

”Nogle af de nyeste resultater i et større norsk studie viser bl.a., at børn, især i alderen 3-8 år, kan drage fordel af at være ude i forhold til opmærksomhed og koncentration. Børn leger anderledes og mere kreativt, når der ikke er legetøj, som normalt prædefinerer en leg. De skal selv finde på, og det er godt for børn.”

Ifølge Niels Ejbye-Ernst bidrager udendørsleg til børns mentale udvikling, men forskning viser også, at børn, der leger udendørs, engagerer sig i vildere leg, som kan resultere i øget fysisk robusthed. Naturlegepladsen er et essentielt udviklingsrum for børn.

”Børn bliver mere robuste ved at lege ude og får i øvrigt også færre fobier – de er altså bange for færre ting. Derudover er der ufattelig meget forskning, der peger på, at det er vigtigt for børn at lege ude i forhold til deres trivsel,” siger lektoren.

De voksne skal på banen

Fordele ved at lege på naturlegepladser og i skoven er der nok af – i endnu højere grad, hvis de voksne er med. Voksne kan med fordel bruge naturen som en integreret del af de aktiviteter og den kvalitetstid, de ellers bruger med deres børn. For at det skal kunne lykkes, skal legepladser designes til at være inkluderende og tiltalende for både børn og deres forældre.

”Jeg skrev engang en publikation om legepladser sammen med Friluftsrådet, og vi endte med at foreslå, at den mest ideelle form for legeplads er en hybridlegeplads, der både kan tilfredsstille børns og voksnes ønsker og behov,” siger Niels Ejbye-Ernst.

At få børn og voksne til sammen at værdsætte naturen kan også styrke familiebånd og fremme en sundere livsstil.

”Børn kommer jo ikke på legepladser, uden deres forældre går med, hvis de ligger inde midt i en skov,” tilføjer Niels Ejbye-Ernst.

Hvordan ser fremtidens legeplads ud?

Et rigtig godt bud på netop sådan en hybridlegeplads, som Niels Ejbye-Ernst beskriver, finder man hos Gavnø Slot. Et naturområde, som kombinerer skov og leg.

”Vi har netop spændt tre store trampolinnet ud i nogle meters højde, hvor vi både ser børn og deres forældre hoppe rundt,” fortæller Daniel Hofgaard Korup, som er oplevelseskoordinator hos Gavnø Slot.

Trampolinnettene er sat op i samspil med de nyrenoverede og udvidede trætopbaner, Gavnø Go Fly. Banerne er målrettede både børn og voksne, og det ses tit, at både børn og voksne er oppe i banerne på samme tid.

”Her forleden sendte vi et sæt bedsteforældre og deres børnebørn op i en af banerne. Man kunne virkelig se, at de nød turen, og de blev alle udfordret,” siger Daniel Hofgaard Korup.

Ifølge Niels Ejbye-Ernst skal hybridlegepladser også kombinere flere forskellige elementer, som eksempelvis steder, hvor børn og voksne kan koble af, for det er ikke alle børn, der er til de vildere lege. Det har Gavnø også tænkt på.

”Vi har nogle forskellige bord-bænkesæt, hvor man kan spise sin mad, og så har vi rykket geder helt hen tæt på legepladsen, så børnene kan klappe dem og komme tæt på dyrene. Ikke langt fra trætopbanerne har vi også insekthoteller, hvor børn kan lære om alle de vigtige dyr i vores økosystem, store som små,” fortæller Daniel Hofgaard Korup.

I det hele taget er Sydsjælland og Møn et sted med masser af muligheder for udendørsudfoldelse på tværs af aldersgrupper. Også GeoCenter Møns Klint, Kalvehave Labyrintpark, Stevns Klint Experience og Camp Adventure excellerer i at kombinere natur, leg og samvær.

Foto:Mads Tolstrup