Derfor skal du investere tid og penge i influencermarketing

21.11.2024
Forfatter: Simone Brandt Hald
Foto: Mads Tolstrup

Deres mening tæller for tusindvis af loyale følgere. Influencerne sidder tungt på tronen i SoMe-land, og følgerne labber deres anbefalinger i sig. Influencermarketing er umulig at komme udenom, hvis du vil ramme forbrugerne midt i solar plexus. 

De startede som bloggere, så blev de influencere, og nu bliver de kaldt magthavere. Med følgerskarer og seertal, der overgår mange af de traditionelle mediegiganters, er det ikke så underligt. Siden den spæde start i 10’erne er det kun gået én vej for influencerbranchen. Fremad.

Branchen er blevet professionaliseret. Influencerne har agenter og bureauer. De omsætter for milliarder og skaber unikt indhold for nogle af verdens største virksomheder. Flere og flere får øjnene op for den værdi, de levende reklamesøjler, leverer, og derfor bliver budgetterne kun større år for år. Ifølge branchemediet Markedsføring forventes influencerbranchen i år at slå omsætningsrekord på 237 milliarder kr. på verdensplan. Præcis ligesom de gjorde sidste år.

Det skal ses i lyset af, at over halvdelen af verdens befolkning nu har en bruger på sociale medier. Faktisk er vi europamestre i brugen af sociale medier her til lands, viser tal fra Danmarks Statistik.

I Visit Sydsjælland & Møn arbejder vi også mere og mere strategisk med influencermarketing. De senere år er det blevet til succesfulde samarbejder med alt fra TikTok-stjerner til Youtube-kendisser og Instagram-dronninger, der har promoveret både julemarkeder, familievenlige oplevelser og Melodi Grand Prix i Næstved. Indhold, der tilsammen har fået millioner af visninger.

Hotel Kirstine er en af de aktører, der i samarbejde med Visit Sydsjælland & Møn, har haft besøg af influencere indtil flere gange. Og særligt samarbejdet med det populære influencerpar Kasper og Stephanie Fisker gjorde indtryk, fortæller hotelejer Henriette Green.

”Interaktionen på vores Facebook- og Instagram-profil stak fuldstændigt af, da vi havde besøg af Kasper og Stephanie. På en enkelt dag fik vi pludselig 150 nye følgere på Instagram. Så selvom vi ikke kunne måle, hvor mange der bookede et ophold som følge af deres besøg, så skabte de stor interesse for vores produkt,” siger hun og fortsætter:

”Når man skal markedsføre sit eget hotel år efter år, får man nok lidt blinde vinkler. Kasper og Stephanie præsenterede Hotel Kirstine på en helt anden måde, end vi selv ville have gjort – med humor og et glimt i øjet – og det havde en virkelig god effekt.”

Foto:Mads Tolstrup

Det rette match
Influencerne har gjort det til deres levevej at dele ud af deres liv, holdninger og interesser. Som følgere er vi både med på sidelinjen under graviditet, bryllup, skilsmisse og på en helt almindelig hverdag, hvor hjemmet sejler, og familielivet er presset.

Nutidens influencere er langt fra kun leveringsdygtige i makeuptips og moderigtige outfits, som de ellers ofte får skudt i skoene. De er også med til at forme den offentlige samtale om alt fra ligestilling til klima og børneopdragelse. Mange er i høj grad blevet politiske meningsdannere.

Helt centralt står influencernes særlige evne til at skabe autentiske bånd til deres onlinecommunity, som følger dem i tykt og tyndt. Følgerskaren føler sig set, hørt, forstået, inspireret, sågar oplyst. Og frem for alt opfatter de influenceren som en troværdig formidler. En anbefaling opfattes derfor som en blåstempling, og det er en stærk valuta i markedsføringsbranchen.

Men med populariteten følger også et ansvar. Det har Forbrugerombudsmanden for nyligt måttet indskærpe over for en række influencere, der er blevet politianmeldt for at lave skjult og ulovlig reklame målrettet børn og unge. Samtidig får influencerbranchen ofte også kritik for at promovere usunde skønhedsidealer og opfordre til overforbrug. Så branchen har en slagside. Men der er også meget brugbart og opløftende indhold at komme efter. Og som virksomhed får man adgang til en attraktiv og købestærk målgruppe, når man køber sig til betalt indhold på en profil.

Netop derfor skal man se sig godt for, når man vælger samarbejdspartner. Der skal være overensstemmelse mellem influencerens og virksomhedens dna – og det kræver tæt kontakt til influencerbureauerne.

”For os er det vigtigt, at de influencere, vi får på besøg, har en vis ballast. De skal være anerkendte, have en del følgere, og så skal de henvende sig til en målgruppe, som rent faktisk kunne finde på at købe vores produkt. Det kræver et vist forarbejde at finde den rigtige influencer, og den del har Visit Sydsjælland & Møn stået for,” siger Henriette Green og påpeger, at det økonomiske aspekt også er en væsentlig faktor.

Det er nemlig den store tegnedreng, der skal op af lommen, hvis man vil arbejde med nogle af de mest feterede influencere. Det er ikke ualmindeligt at betale 50.000 kr. for plads i en populær influencers Story-række.

”Den slags midler har vi slet ikke. Det havde ganske enkelt været for dyr en post at stå med selv,” forklarer Henriette Green.

Det er en af mange fordele ved at indgå et partnerskab med Visit Sydsjælland & Møn. Det giver nemlig mulighed for at forene kræfterne på tværs af lokale turismeaktører og destinationsselskab, så det fælles marketingbudget rækker væsentligt længere. 

Foto:Mads Tolstrup

5 gode grunde til at arbejde med influencermarketing

Relationer skaber salg
72 % finder budskaber fra forbrugere mere pålidelige end fra brands, viser undersøgelser. Influencernes helt store force er, at de opfattes som troværdige formidlere og formår at skabe en virtuel veninderelation til deres følgere. Deres følgerskare stoler på deres smag, anbefalinger og dømmekraft.

Reklame under radaren
Influencere har en særlig evne til at forvandle reklamebudskaber til underholdning, som går rent ind hos målgruppen. De udvikler kampagner og reklamer, der går under radaren og under huden.

Målbar marketing
Det er slut med mavefornemmelser. Influencermarketing er drevet af data. Få indblik i alt fra influencerens kernemålgruppe til geografisk gennemslagskraft, engagement og den gennemsnitlige rækkevidde på alle typer af indhold. Det er også muligt at følge en kampagnes performance live, så kampagnen kan justeres undervejs.

Stor rækkevidde er lig med øget synlighed
Mange influencers slår de traditionelle mediers rækkevidde med længder. Makro- og megainfluencers har gerne en rækkevidde i størrelsesordenen hundredetusinde til flere millioner. Til sammenligning når den landsdækkende avis Berlingske ud til 319.000 læsere – om ugen vel at mærke – mens TV2 News har 600.000 daglige seere, og 1,3 mio. seere følger med, når der skal laves moussekager i det populære underholdningsprogram ”Den Store Bagedyst” på DR.

Attraktivt målgruppematch
Influencermarketing giver rigtig gode forudsætninger for at matche et brand med den rette kundegruppe – og influenceren har erfaring med at formidle til den på en måde, som fører til salg. Som virksomhed tapper man ind i influencerens kreative univers, og det får målgruppen til at sænke paraderne og endda føle sig underholdt af reklamebudskaberne.

Kilder: Makeinfluence.com og Represented by Bloggers Delight