Ai

Kunstig Intelligens løfter det tunge læs, så du kan fokusere på gæsterne

6.3.2024
Foto: Genereret i Canva

Senior Innovation Manager hos DigitalLead, Niels Milling, taler om de muligheder AI giver dig, når du har friere hænder. 

Kunstig intelligens er kommet langt de seneste år og har vendt op og ned på den måde, vi ser verden på. Den relativt nye teknologi er interessant, brugbar og meget tyder på, at den er kommet for at blive.

Mange virksomheder bruger allerede kunstig intelligens på flere forskellige måder, for maskinerne kan lette arbejdet betydeligt på flere punkter – også inden for turismebranchen, siger Senior Innovation Manager hos DigitalLead, Niels Milling.

- Der er flere områder, hvor man kan bruge kunstig intelligens til at være en ret intelligent kollega. Det vil sige, at man kan få løst en masse administrative opgaver via kunstig intelligens, hvor man ellers normalt skulle sidde og bruge tid på at løse dem selv.

Teknologien er nu på et punkt, hvor den med fordel kan bruges til meget mere end vi hidtil har gjort. 

Visit Sydsjælland & Møn gør i dag brug af kunstig intelligens til blandt andet analysearbejde, oversættelser på vores hjemmeside og kreative indspark til tekster på web. Og der er flere gevinster ved at benytte kunstig intelligens i turismebranchen. Udover at spare kræfter på den tungere del af de daglige opgaver, kan man i stedet prioritere mødet med gæsterne, siger Niels Milling.

-  Man kan simpelthen få kunstig intelligens til at løse en del af de her administrative og måske bureaukratiske opgaver på en langt hurtigere og enklere måde, og så får man faktisk mere tid til at møde kunderne ude ved disken.

 

Alt med måde

Selvom teknologien på mange måder er banebrydende og kan skabe uendelig meget indhold, så er der også ulemper og sikkerhedshensyn, man som bruger skal være opmærksom på. Teknologien er langt fra perfekt, og når programmerne er åbne, kan du komme til at få fingrene i andres data - eller lække din egen personlige, og måske fortrolige information. Det er derfor vigtigt, at du overvejer nøjagtigt, hvad du fortæller til åbne og gratis chatrobotter, eksempelvis Chat-GPT, fortæller Niels Milling.

- Når du bruger nogle af de her åbne AI-programmer, så er det jo sådan, at når du går ind og lægger nogle notater og dokumenter ind, så bliver de efterfølgende en del af maskinens egen viden. Den viden kan den kunstige intelligens trække på, på et senere tidspunkt. Der kan derfor være en risiko for, at den dokumentation du lægger ind, kan blive bragt i spil overfor andre brugere, som ikke nødvendigvis vil én det godt.

AI programmer har ufattelig store vidensdatabaser, de trækker fra, men deres viden er ikke uendelig eller ufejlbarlig. Maskinerne lærer af brugere, som fylder data og prompts (input) i maskinen, og nogle gange laver kunstig intelligens fejl.

Men betyder det, at vi skal være nervøse for at bruge programmer som Chat-GPT?

- Nej, man skal ikke være bange eller være nervøs. Man skal bare, ligesom med alt andet teknologi, være opmærksom på, at der er også en mulighed for, at der er nogen, der kan få lov til at kigge ind i ens verden, når man bruger de her åbne værktøjer.



Lær maskinerne at kende

Nøglen til at kunne bruge nye redskaber, uden at komme galt afsted, er uddannelse og øvelse. Om du selv undersøger og læser op på kunstig intelligens eller gør det sammen med andre, er det vigtigt at du lærer om programmet, inden du for alvor kaster dig ud i det, siger Niels Milling og uddyber:

- Jeg tror, at det er en ret afgørende ting, at man deltager i nogle workshops, hvor man får nogle generelle rammer for, hvordan kunstig intelligens er bygget op, hvad det kan, hvad det ikke kan, og hvor du skal være opmærksom. Det gør, at du handler langt mere overvejet og bevidst, og undgår situationer, du måske ikke helt kan overskue.

Det er også årsagen til, at Visit Sydsjælland & Møn, med hjælp fra Maria Skjærven fra FutureScouts, afholder en AI-workshop for allerførste gang den 16. maj 2024. Her kan du lære at bruge de tilgængelige AI værktøjer, høre om de mange muligheder men også de juridiske faldgruber, du kan støde på og på den måde stå endnu stærkere i et evigt skiftende marked.

Lyder det som noget for dig? Læs mere her:  www.sydsjaellandmoen.dk/workshops