Dronning alexandrines bro

Ny særpris uddeles for første gang til mangeårig passioneret ildsjæl

26.2.2023
Forfatter: Simone Brandt Hald
Foto: Daniel Villadsen

I år belønner VisitSydsjælland-Møn en af turistbranchens helt store personligheder med en ærefuld pris. Men også landsdelens fremsynede initiativer hyldes for 7. år i træk.

Uden ildsjæle havde turismen vanskelige kår. Derfor har VisitSydsjælland-Møn de seneste fire år hyldet og kåret Årets Ildsjæl, men i år bliver prisen helt ekstraordinært forvandlet til en ærespris.

”VisitSydsjælland-Møns Ærespris” er den døbt, og den gives til en lokal ildsjæl på Sydsjælland og Møn, som med sit store engagement og sine originale ideer har været med til at udvikle turismen i en menneskealder. Der er altså tale om en ultrapassioneret frontløber, som i årtier har dedikeret sit arbejds- og privatliv til at fremme turismen syd for København. Fremover bliver Æresprisen uddelt hvert 5. år.

Men ikke nok med det, så skal vinderen af Sydsjælland & Møns Bedste Turismeinitiativ 2022 traditionen tro også findes. Hvem der løber med de eftertragtede priser afsløres til et åbent hus-nytårsarrangement hos VisitSydsjælland-Møn i Vordingborg den 1. februar kl. 13-16, hvor både turismens aktører og pressen er inviteret.

For at komme i betragtning til prisen som Sydsjælland & Møns Bedste Turismeinitiativ er det et krav, at man som virksomhed, organisation eller forening har sat initiativer i søen, der har skabt vækst og positiv omtale for destinationens turismeindustri. I år er fire initiativer en del af det stærke felt.

På listen over nominerede finder man både Klintekongens Rige på Møn, der blev kåret til Europas bedste vandrerute, inden den overhovedet var blevet officielt åbnet, og museet Holmegaard Værk, der har markeret sig med en spektakulær Picasso-udstilling og modtaget stor international hæder. I Faxe er Kultursalonerne Gisselfeld indstillet til prisen for det store arbejde med at starte en ny festival op fra nul, mens Stevns er repræsenteret ved det nye oplevelsescenter Stevns Klint Experience, der har skabt overskrifter i hele verden.

”Viljen til at udfordre status quo er altafgørende i skabelsen af en succes. Det er årets fire nominerede et vanvittigt godt eksempel på. Én god idé kan fungere som katalysator for fremgang i et helt lokalsamfund eller sågar en hel landsdel, så der er al mulig grund til at sigte efter stjernerne. Den virkelyst vil vi gerne honorere,” siger Martin HH Bender, der er direktør i VisitSydsjælland-Møn, om prisen.

En jury bestående af lokale branchefolk samt direktøren og bestyrelsesformanden i VisitSydsjælland-Møn udpeger vinderen af Sydsjælland & Møns Bedste Turismeinitiativ 2022.

Her er de nominerede til Sydsjælland & Møns Bedste Turismeinitiativ 2022

Oplevelsescenteret Stevns Klint Experience

Stevns har fået en ny topattraktion, der har trukket overskrifter i hele verden. Intet mindre end 202 mio. mennesker i nationer som Tyskland, USA og Kina så med, da H. M. Dronningen klippede snoren og erklærede Stevns Klint Experience for åbent. Siden udnævnelsen af Stevns Klint som UNESCO Verdensarv tilbage i 2014 har lokale ildsjæle, kommune og foreninger arbejdet målrettet med at skaffe fondsmidler til at skabe et oplevelsescenter med internationalt format. Den mission er lykkedes til fulde. Den dramatiske historie om meteornedslaget og dinosaurernes masseuddøen vækkes til live med en film, der projiceres op på en kæmpemæssig kalkblok hugget ud af klinten, og selve bygningen blender elegant ind i de naturskønne omgivelser. Stevns er med andre ord trådt ud af skyggen og ind i rampelyset. Nu kommer den imponerende verdensarv omsider til sin ret. Stevns Klint Experience bliver indiskutabelt en gamechanger for turismen på hele Sydsjælland og Møn.

 

Vandreruten Klintekongens Rige

Europas bedste vandrerute ligger hverken i de franske Alper, ved Comosøen i Italien eller i de norske fjelde. Den ligger såmænd på den naturskønne ø Møn i Danmark. Inden vandreruten Klintekongens Rige overhovedet nåede at blive officielt indviet, var det anerkendte Deutsches Wanderinstitut på pletten med det fornemmeste kvalitetsstempel af dem alle inden for friluftsgenren. Det er særligt den afvekslende natur med urørt skov, klinteskrænter, kuperet terræn og et rigt fugle- og planteliv, der gør, at den 14 km lange vandrerute ved Møns Klint topper listen. Klintekongens Rige er mønstereksemplet på, hvad en god idé og et godt samarbejde kan føre til. Sammen har GeoCenter Møns Klint og Naturstyrelsen fulgt ideen til dørs og skabt et helt nyt reason to go to Møn – ikke mindst for de friluftselskende tyskere. Det er den slags initiativer, der kan få et helt øsamfund til at blomstre.

 

Picasso-udstillingen på Holmegaard Værk

Siden åbningen i 2020 er det kun gået én vej for Holmegaard Værk: Fremad. På få år har museet i Næstved markeret sig som hele Sjællands nye epicenter for kunst og kultur. I 2022 vakte Holmegaard Værk opsigt med en unik udstilling af den verdensberømte kunstner Pablo Picassos keramik. Med en serie af mundblæste glaskupler, der skulle omslutte de farverige værker, tog det gamle glasværk udstillingen til nye højder. Holmegaard Værks særlige signatur er ikke til at tage fejl af. 2022 blev også året, hvor museet modtog den ultimative anerkendelse i form af museumsverdenens svar på en Oscar. Kun tre gange tidligere er et dansk museum løbet med en af de prestigefulde priser ved European Museum of the Year. Holmegaard Værk har på rekordtid fundet vej til toppen af dansk kulturliv.

 

Festivalen Kultursalonerne Gisselfeld

Det kræver benhårdt arbejde og dedikation i rigelige mængder at banke en helt ny festival op fra nul. Men det er da heller ikke hr. hvem-som-helst, der står bag slowfestivalen Kultursalonerne Gisselfeld, som for første gang nogensinde blev afholdt i Gisselfeld Klosters slotspark i sensommeren 2022. Bureaumanden Jesper Kemp er nemlig en mand med kontakterne i orden. Til daglig arbejder han sammen med store danske artister som The Savage Rose og Kira Skov. Kultursalonerne Gisselfeld er sat i verden for at skære igennem støjen og sætte samværet i centrum. Et sammensurium af samtaler, intimkoncerter og oplæsninger udgør det nytænkende festivalprogram, som særligt appellerer til kulturglade og købestærke københavnere. Med festivalen har hele Destination Gisselfeld fået et gevaldigt rygstød – og det fortsætter i 2023, hvor Kultursalonerne igen vil skabe Sydsjællands fedeste sommerfest under åben himmel.