Nyt billetsamarbejde skal få turister til at opdage mere og blive længere tid på Sydsjælland og Møn
Geocenter Møns Klint og Camp Adventure er gået sammen om at udvikle en kombi-billet, som skal give turister muligheden for at besøge begge steder med rabat og på den måde se mere af destinationen.
Et nyt billetsamarbejde mellem to attraktionsfyrtårne er på vej til at blive realiseret.
GeoCenter Møns Klint og Camp Adventure er nemlig gået sammen om at udvikle kombi-billetter, som efter planen skal være med til at få turister til at besøge begge steder, men også udforske mere af Sydsjælland og Møn, mens de bevæger sig rundt i destinationen. Kombi-billetterne er stadig i udviklingsfasen og forventes lanceret om et par uger.
Og der var en helt særlig grund til, at det var lige netop de to aktører, som skulle gå sammen, fortæller Ida Roed, som er kommerciel direktør hos Camp Adventure.
- GeoCenter Møns Klint og Skovtårnet er nogle fyrtårne, som udenlandske turister fra hele verden kommer for at se. Vi begyndte selv at få flere og flere udenlandske turister, og det samme gjorde GeoCenter Møns Klint, og derfor snakkede vi i fællesskab om, at vi skulle gøre alt for, at den samme turist bliver længere tid i området.
De to attraktionsfyrtårne vil give de tyske og hollandske turister et endnu større incitament til at køre på tværs af destinationen. Samarbejdet skal naturligvis munde ud i en større omsætning til de to samarbejdspartnere, men også en mere indirekte fordel til destinationen, fortæller direktør hos GeoCenter Møns Klint, Nils Natorp.
- Et af håbene er jo, at når turisterne nu alligevel er på tur i området, at de så tager et smut forbi de andre aktører, som jo ligger lige om hjørnet på deres vej fra GeoCenter Møns Klint til Camp Adventure. Eller at de køber ind, får noget at spise eller overnatter i området.
Det skal være let
Kombi-billetterne skal være med til at få udenlandske turister til at blive længere, men det skal også samtidig være med til at gøre det lettere at være turist i destinationen. Via billetten bliver de to steder gjort mere synlige, og det bliver mere oplagt for turister at tage af sted.
- Vores forventning er, at turister får lyst til at tage et besøg hos os begge i stedet for kun ét besøg, når de får to gange entré med i købet. Vi tror, at vi kommer til at få nogle af de turister, som ellers ville have kørt et andet sted hen, siger Ida Roed
Der er synergi mellem de to aktører, for de tiltrækker den samme type turist. Det gør samarbejdet endnu mere gavnligt for dem begge, siger Nils Natorp.
- En af de vigtigste byggesten i det her samarbejde er, at vi begge tiltrækker en meget sammenlignelig målgruppe. Det gør det meget mere sandsynligt, at vores gæster vil tage en tur forbi Camp Adventure og omvendt.
Kommende lancering
Samarbejdet har været længe undervejs og er i skrivende stund stadig på tegnebrættet, men planerne for lanceringen af billetterne ser lovende ud.
Det er dog stadig ikke muligt at sætte en specifik dato eller et konkret billede på, hvordan de skal se ud, men ambitionerne er høje.
- Vi er stadig i afklaringsfasen, og der er nogle ting, vi skal have styr på, men vi glæder os til at komme udover stepperne med det her samarbejde, for vi vil så gerne være med til at guide turisterne til den bedst mulige tur rundt i vores område, siger Ida Roed.