Mødeekspeditionen

Mødeturisme skal være med til at fylde sengepladser i skuldersæsonerne

19.6.2024
Foto: Sarah Dehn

MØDEEKSPEDITIONEN vers. 2.0 gik til Faxe og Næstved, hvor mødebookere og mødesteder knyttede uvurderlige bånd

Turismen kommer hele destinationen til gavn både generelt og i højsæsonen. Men for at turismen skal gavne mere, end den belaster, skal den spredes ud over længere tid. Og det kan erhvervs- og mødeturisme være med til at klare.

For andet år i træk afholdte Visit Sydsjælland & Møn MØDEEKSPEDITIONEN, der er et netværksarrangement for både mødebookere og mødesteder.

MØDEEKSPEDITIONEN er til for at gøre opmærksom på destinationens mange og unikke mødesteder og på den måde at skabe en interesse for at holde både større og mindre møder på Sydsjælland og Møn. Og det er vigtigt at få bygget en bro mellem mødebookere og Destinationen, siger Vibeke Tejlmand, der er Netværks- og Turismeservicechef hos Visit Sydsjælland & Møn.

- En ekspedition er jo noget, der i ordets forstand går til et ukendt land. Vi vil gerne hjælpe mødebookerne med at gå på opdagelse i det, for dem, relativt ukendte Sydsjælland. Ofte bliver møder for københavnske firmaer afholdt nordpå, men vi vil gerne vise mødebookerne i de virksomheder, at vi har mindst lige så meget at byde på, hvor vi er. Vi vil gerne gøre mødearrangørerne trygge i at vælge det produkt, vi har.

Og helt konkret bliver mødeturismen set som en måde at forlænge turistsæsonen i destinationen på.

- Der bliver ikke holdt møder i sommerferien og i weekenderne, hvor stederne som regel er bookede til fester eller ophold. Her er det kendetegnende ved mødegæster, at de typisk booker mandag til fredag og uden for højsæsonen. Mødeturismen er i bund og grund med til at fylde sengene op uden for sæsonen.

Attraktive værdier

Sidste år besøgte MØDEEKSPEDITIONEN Stevns, derfor var der i år fokus på kommunerne Faxe og Næstved, hvor flere forskellige steder blev besøgt, og der var på denne tur stor fokus på bæredygtighed.

Det var dog en anden slags bæredygtighed, end den man ofte hører om, som kom i spil på dette års ekspedition.

- Vi startede turen hos Danhostel Faxe, som arbejder meget med social bæredygtighed. Her finder man en særlig arbejdsplads, som ved siden af at være vandrerhjem også er en social virksomhed, der har udviklingshæmmede borgere i beskyttet beskæftigelse og uddannelse, fortæller Vibeke Tejlmand.

Social bæredygtighed var et punkt, som fyldte meget hos de deltagende mødebookere, og mange af deltagerne udtrykte en meget positiv holdning til vandrerhjemmets initiativ inden for området, for det betyder nemlig noget at man kan holde et møde et sted, der giver tilbage til udsatte.

- Det betyder virkelig meget for mødebookerne at kunne sige ’tjek, den har vi også med’, når det kommer til social bæredygtighed. Det er et område, som mange rigtig gerne vil være synlige indenfor, siger Vibeke Tejlmand.

Positive udsigter

Allerede nu har MØDEEKSPEDITIONEN bragt Sydsjælland og Møn i søgelyset blandt flere mødebookere. Det er for tidligt at måle den konkrete økonomiske værdi, men destinationens brandingværdi er blevet stærkere. 

Det kan få enormt positive konsekvenser for destinationen, hvis mødeturismen for alvor bliver etableret, men gevinsterne ses ikke på den korte bane, men i stedet på længere sigt, siger Vibeke Tejlmand.

- Nu har vi jo fået etableret et netværk, hvor mødebookerne har fået kendskab til en helt ny række af kompetente mødesteder. Det er ikke sikkert, at de kommer i morgen og planlægger en konference her, men de har os givetvis i tankerne næste gang, de skal i gang med at planlægge et møde. De ved, at de kan stole på mødestederne, og de har selv set kvaliteten med egne øjne.

Det vides ikke med sikkerhed, om en tredje udgave af MØDEEKSPEDITIONEN skal søsættes, men ambitionen for at gentage succesen er der.

- Jeg vil rigtig gerne lave en tredje ekspedition, men det koster en del at gennemføre sådan en tur. Men jeg håber virkelig at vi ser ind i MØDEEKSPEDITIONEN vers. 3 næste år, siger Vibeke Tejlmand.

Dette års ekspedition gik til Danhostel Faxe, Slangerupgaard Kursuscenter, Camp Adventure, Rønnebæksholm og Dalby Hotel & Restaurant Bregnen.