Oplægsholdere samlet

Nytårskonferencen 2021 er aflyst: Derfor skal du fortsat holde dagen ledig

26.3.2021
Forfatter: Simone Brandt Hald
Foto: Dansk Erhverv, Claus Meyer, Seismonaut

Corona har sat en stopper for festlighederne. I stedet fyrer vi op for branchespecifikke kick off møder med nogle af landets klogeste hoveder den 12. april. 

Der var lagt i kakkelovnen til et brag af en branchefest i januar til SydkystDanmarks årlige Nytårskonference. Men som så meget andet blev den udskudt til foråret på grund af coronarestriktioner og forsamlingsforbud, og nu har SydkystDanmark besluttet helt at aflyse arrangementet. Det er ganske enkelt ikke muligt at samle knap 300 mennesker på nuværende tidspunkt.

”Vi er rigtig ærgerlige over at måtte aflyse, men vi lover, at vi vil arbejde stenhårdt og målrettet på at vende stærkt tilbage med et festfyrværkeri af en Nytårskonference i 2022”, siger netværks- & forretningsudviklingschef Heidi Larsen fra SydkystDanmark, der er den ansvarlige projektleder bag den traditionsrige Nytårskonference.

 

Digitale kick off erstatter Nytårskonferencen

Selvom Nytårskonferencen 2021 er taget af plakaten, skal året naturligvis skydes godt i gang for turisterhvervet i Destination SydkystDanmark alligevel. Derfor inviterer SydkystDanmark i stedet turismeaktører og samarbejdspartnere til tre digitale kick off møder, der er målrettet forskellige brancher med hver deres tema.

Undervejs vil der være masser af branchespecifikke guldkorn fra Anna Porse Nielsen, CEO i Seismonaut, kok og iværksætter Claus Meyer og turismechef Lars Ramme Nielsen fra Dansk Erhverv, og det koster ikke en krone at deltage.

De digitale kick off møder afholdes samme dag, som konferencen skulle have fundet sted, nemlig den 12. april 2021, og de tre foredragsholdere vil med udgangspunkt i hver deres tema og turismen i Destination SydkystDanmark give erhvervet gode input til den kommende sommersæson. SydkystDanmarks direktør Martin HH Bender er ordstyrer under alle tre sessions, og det vil være muligt at stille spørgsmål til oplægsholderne undervejs.  

Læs mere om de 3 kick off møder og tilmeld dig her: https://www.sydkystdanmark.dk/digitale-kickoff-moeder