Smag på Sydsjælland

Signaturevent sætter rekord

7.9.2023
Foto: Mads Tolstrup

Madeventet ’Smag Sydsjælland – Fra gård til glas & gaffel’ overgik arrangørernes vildeste forventninger.

Flere ugers planlægning kulminerede i et brag af en langbordsmiddag, da flere hundrede gæster kom forbi Oremandsgaard Gods den 5. august.

Vejret kunne ikke have været meget bedre, da Radius Distillery slog dørene op og inviterede turister og lokale til bondemarked i traditionel stil. Her kom lokale producenter fra hele Sydsjælland forbi godset med deres hjemmelavede varer. Der var alt fra honning, pølser, blomster og grøntsager til øl, mjød og gin.

Arrangørerne havde regnet med, at der kom en del gæster, og langbordsmiddagen var allerede udsolgt inden selve dagen. Men de var ikke forberedt på, hvor mange der satte kursen mod markedet allerede om formiddagen.

- Der kom flere tusind gæster - mange flere end vi nogensinde har haft samlet til et marked før. Vi begyndte at fornemme det ret hurtigt, da der kom en kæmpe støvsky ned ad markvejen på grund af alle de biler, der kom kørende, fortæller Bolette Berg Kjær, der er projektkoordinator hos Radius Distillery.

Anden del af eventet – langbordsmiddagen - gik også over al forventning. Inden dagen startede, var der udsolgt til begivenheden, men alligevel fik Radius Distillery gjort plads til et par gæster i sidste øjeblik - Og dagen gik så godt, at det nok ikke er sidste gang, at man afholder bondemarked kombineret med langbordsmiddag på Oremandsgaard.

- Alle stederne havde et godt salg på dagen, der blev både spist, drukket og hygget og der kom også rigtig mange børn, som tog aktivt del i de børneaktiviteter, vi havde arrangeret, og så havde vi jo en vidunderlig langbordsmiddag om aftenen i den smukke allé. Jeg er sikker på, at vi arrangerer en langbordsmiddag igen i fremtiden, siger Bolette Berg Kjær.

Det er endnu ikke til at sige, hvornår næste langbordsmiddag på Oremandsgaard Gods finder sted, men den tendens, at holde langbordsmiddag, er en, der er vundet frem i det sydsjællandske. Så hvis du gik glip af langbordsmiddagen på Oremandsgaard Gods, kan du også holde øjnene rettet mod Sydkysthaven, som tidligere har afholdt langbordsmiddage og allerede er i gang med at planlægge flere til næste år.

Eventet ’Smag Sydsjælland – Fra gård til glas & gaffel’, blev udviklet af Radius Distillery i samarbejde med Oremandsgaard Gods og Visit Sydsjælland & Møn med sparring fra Telling & Nesager. Projektet er støttet med midler fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Foto:Mads Tolstrup