Sydsjælland og Møns app brillierede i højsæsonen
Appen med navnet ’Sydsjælland & Møn’ fik sin ilddåb denne sommer, og den blev taget godt imod af både turistinformationer og gæster i destinationen
I slutningen af juni 2023 udkom den gratis app ’Sydsjælland & Møn’ på både App Store og Google Play. Appen blev udviklet ud fra principper som inspiration, brugervenlighed og service, for at gøre det lettere at være turist på Sydsjælland og Møn.
Idéen bag appen var at give gæsterne en “digital turistinformation”, de kunne tage i lommen og med sig ud i destinationen. Den skulle ikke bare være et kort over området, men også en dynamisk guide, som kommer med gode forslag til gæsternes rejseoplevelser
Som en ekstra positiv mulighed giver appen plads til de mindre, lokale aktører på Sydsjælland og Møn. Ikke alle attraktioner, butikker, overnatningssteder og restauranter fylder lige meget i de store søgemaskiner og anmeldelser på nettet – det gør de i den nye “digitale turistinformation”.
- Appen skal inspirere de rejsende til at besøge både de store og mindre attraktioner i destinationen og lægge deres penge lige netop dér. Appen er en succes, hvis den er med til at øge omsætningen hos vores samarbejdspartnere, og hvis frontpersonalet i vores turistinformationer kan bruge den i deres daglige arbejde med gæsterne, siger Vibeke Tejlmand, Netværks- & Turismeservicechef i Visit Sydsjælland & Møn.
I forbindelse med lanceringen af appen, fik destinationens 59 turistinformationer udleveret klistermærker med QR-koder til at sætte op i ruderne, plakater i forskellige størrelser og digitalt materiale i form af billeder og downloadlinks, som de kunne lægge op på deres hjemmesider.
Der blev fra Visit Sydsjælland & Møns side af også lagt mange kræfter i at løfte den store markedsføringsopgave, med at skabe synlighed og generere downloads. Og der blev markedsført mange flere steder, end blot ved turistinformationerne. Målet var at komme vidt omkring med budskabet om den nye app både til turister, turisterhvervet og ikke mindst de lokale borgere.
I samarbejde med Næstved Cityforening valgte VISM i den forbindelse at fuldfoliere tre store butiksvinduer i Næstved by med informationer om appen på tre forskellige sprog kombineret med ikoniske billeder fra destinationen. Derudover blev bagsiderne på busserne i de fire kommuner også folieret i forbindelse med oplysningskampagnen.
På trods af, at appen kun har omkring 2 måneder på bagen, så får den allerede ros blandt turistinformationerne og turisterhvervet, der gør flittigt brug af den. Og appen er stadig ung og slet ikke færdigudviklet. Der skal tages flere store skridt, og app-platformens potentiale skal bruges til mere, end den gør i dag. Og her er der stort potentiale.
- Den her app kan så meget mere, end det vi har lagt i den indtil videre. I fremtiden vil vi gerne have et tættere samarbejde med kommunerne om at få lagt officielle vandreruter og information om ladestandere ind, samt generelt forbedre wayfinding og navigation i appen, siger projektleder i Visit Sydsjælland & Møn, Cecilie Sjelle.
Gå selv på oplevelse i Sydsjælland & Møns digitale turistinformation - download her