Sydsjællandske og mønske producenter dannede uvurderlige forbindelser på Tivoli Food Festival
Flere lokale fødevareproducenter fik deres produkter i rampelyset, men nogle fik også skabt forbindelser, de ikke normalt ville have fået.
Flere ugers planlægning, samtaler og opsætning mundede ud i et brag af et forårsmarked i Tivoli den 18. maj. Her var ti forskellige producenter fra Sydsjælland og Møn mødt ind, og de fik hurtigt skabt interesse for deres varer blandt de fremmødte gæster.
Positive tilbagemeldinger
Det var ikke kun vejret, der var godt på forårsmarkedet – det var stemningen i den grad også. I et evalueringsspørgeskema fra Visit Sydsjælland & Møn, giver ni ud af ti deltagende producenter arrangementet fire eller fem stjerner ud af fem.
Når producenterne er blevet adspurgt, lægger de alle vægt på, at de havde en virkelig god dag på markedet. Flertallet melder ind, at de fik god reklameværdi og branding gennem deres deltagelse på dagen.
Spændende nye kontakter
Én af de lokale producenter, som havde en ekstra god oplevelse på Tivoli Food Festival var Jesper Rye Jensen, som er indehaver af Vesterhave Vingaard.
- Noget af det, der var positivt for os var, at vi fik en masse turister og danskere til at få øjnene op for dansk vin. De vidste simpelthen ikke, at man kunne lave vin i Danmark. Vi holdt et foredrag, som folk var ellevilde med, og der var flere som kom og gav mig hånden bagefter – det var rigtig glædeligt.
Selvom omsætningen ikke var så høj, som vingården have ønsket, så fik de skabt forbindelser, som han ellers ikke ville have fået andre steder.
- Dagen endte jo ud med, at vi fik solgt vin til nok den vigtigste restaurant i Tivoli overhovedet, nemlig Nimb. Det var en slags bonusoplevelse, for de var nemlig nysgerrige på, hvad der skete til Food Festivalen og kom derfor forbi os, siger Jesper Rye Jensen.
En anden lokal producent, som også havde en positiv oplevelse til Tivoli Food Festival var MønBi. De fik solgt en stor mængde honning til både danske og udenlandske gæster.
- Det var alt i alt en rigtig god dag, hvor vi fik mange nye kunder. Det var virkelig en god oplevelse at kunne være med og stå fysisk og fortælle om sine produkter og møde gæsterne. Vi havde flere, som sagde, at de kunne høre at det var os selv, som har lavet honningen på den måde, vi fortalte om det, siger Sine Jensen.
Men det var ikke kun kunder, som MønBi mødte. Der kom nemlig også nye samarbejder og kontakter til andre virksomheder.
- Vi havde flere, som gerne ville være med til at sælge vores produkter. Vi havde også en god snak med de andre producenter om, hvad vi kan bruge hinanden til indbyrdes. Det syntes jeg var rart at få snakket om, så vi kan hjælpe hinanden på vej med idéer, tanker og så videre, lyder det fra Sine Jensen.
Stor interesse
Der er grund til at tro, at der bliver rift om pladserne til næste års Tivoli Food Festival, hvis sydsjællandske og mønske producenter igen får mulighed for at vise deres gourmetvarer frem i Tivolis haver – i hvert fald har 9 ud af 10 af dette års deltagere meldt tilbage, at de gerne vil med igen.
Der er forskellige gode grunde til, at producenterne gerne vil afsted igen, men for MønBi var det den gode oplevelse på dagen, som har gjort indtryk.
- Vi håber meget, at vi får muligheden for at være med på Tivoli Food Festival igen. Vi syntes, at det var super, supergodt, så vi vil rigtig gerne være med igen en anden gang, siger Sine Jensen fra MønBi.
For dem er det vigtigt at sætte både sig selv og hele destinationen på landkortet. Vesterhave Vingaard kan også godt se sig selv være en del af forårsmarkedet, og de ser frem til, hvad det evt. byder på næste gang.
- Vi er åbne overfor at deltage en anden gang. Vi vil gerne kæmpe for det og være med flere gange, siger Jesper Rye Jensen, der måske også står overfor en ny ordre, når Nimb får smagt på hans vine.