Sydsjælland & Møn

Sydsjælland & Møns priser 2025

En destination er intet uden stærke, lokale kræfter og innovative ideer. Derfor hylder vi igen i år Visit Sydsjælland & Møns Ildsjæl og Bedste Turismeinitiativ

turismekonferencen 2026 priser
Foto: Nicklas Anvig

De nominerede til Sydsjælland & Møns Ildsjæl 2025 er...

Prisen gives til en person, der med kæmpe passion og ihærdighed er drivkraft for udvikling af nye ideer og initiativer til gavn for sit lokalområde og hele Sydsjælland & Møn. 

Bent Sørensen
Foto: Bent Sørensen

Bent Sørensen

Bent har et internationalt udsyn som få, og så har han arbejdet med formidling i en menneskealder. Både som redaktør på nogle af landets største medier og som informationschef i EU-regi. Han har før ført Aarhus til succes i kapløbet om at blive Europæisk Kulturhovedstad, og nu har den erfarne kommunikationsmand sat sig for at gøre det igen. Denne gang er det Næstved, han stiller til start for, og Bent er allerede i fuld sving med at forvandle vision til virkelighed. Bent er nemlig en af de bærende kræfter bag middelalderfestivalen Næstveds Søjler, og så er han idémand til lysfestivalen ”Kulturbro til Europa”, som for første gang blev afholdt i 2025. Selv efter så mange år i gamet, sprudler Bent af virkelyst, og så besidder han en helt særlig evne til at få ting til at ske.

Kristi og Steffen
Foto: Kristi og Steffen Steffensen

Krista & Steffen Steffensen

Der er en finger med i spillet her, der og alle vegne. Ægteparret Krista og Steffen Steffensen har deres fingeraftryk solidt plantet overalt på Møn. På det gamle rådhus, på flere af øens skoler, på havnepromenaden i Stege og nu også i kystbyen Fanefjord. Sammen står de bag Liselund Fontænen, der giver en økonomisk håndsrækning til non-profit projekter på den lille ø. I 2025 har Liselund Fontænen bl.a. bidraget til opførelsen af skulpturen ”Havneslottet” i Stege og til åbningen af et helt nyt madmarked med wow-effekt. Fanefjord Torv er det døbt, og den imponerende torvehal med tilhørende café fungerer som udstillingsvindue for lokale kvalitetsfødevarer.

Samtidig peger fremtiden mod endnu et markant projekt på øen: Møn Bakkeby, som forventes at stå færdig i 2027, vil med omkring 100 ansatte og 48 beboere blive en af Møns største arbejdspladser og skabe grundlag for tilflytning, vækst og øget liv i både lokalsamfund og købstad.

Krista og Steffen Steffensens kærlighed til Møn skinner tydeligt igennem alt, de gør, og deres generøse donationer skaber liv på øen.

Marianne Bøyesen
Foto: Andel x Hippo Productions

Marianne Bøyesen

Hun beskrives som max engageret, god til relationer og en kvinde, der rykker noget i sit lokalsamfund. Ingen tvivl om, at Marianne Bøyesen har en stor stjerne i Faxe Ladeplads. Her er hun formand for paraplyforeningen ”Liv i Ladepladsen”, der sætter skub i en lang række aktiviteter for alle aldersgrupper i den lille kystby. Blandt andet har Marianne været med til at stable en lokal vinterbadeklub på benene, som har opnået stor tilslutning, og så har hun skabt et helt nyt samlingspunkt på lystbådehavnen: Legepladsen Det Blå Læringsrum, der fortæller byens historie med referencer til både lystfiskeri, kalkbrud og det sunkne skib Dronning Thyra. I øjeblikket arbejder hun på ”Lanternen”, der skal være toilet og omklædningsfaciliteter til lokale og turister. Marianne gør uden tvivl en forskel for turisterne i hendes lokalområde.  

Peer Nørgaard
Foto: Peer Nørgaard

Peer Nørgaard

De fleste på Stevns er på fornavn med Peer Nørgaard. Han stiller altid op, deltager aktivt i lokalmiljøet og er på pletten, når turisterne skal guides og vejledes. Peer er en af Rødvigs stemme, og igennem et årti har han og en række frivillige bemandet turistinformationen på havnen. Et lille hus, han og de øvrige frivillige selv holder kørende med midler fra lokale virksomheder. Som tidligere naturvejleder brænder Peer for at formidle historien om Stevns’ spektakulære natur- og kulturarv, og han gør det med stor lokal viden og indlevelse. Gæsteservice er en af grundpillerne i turismekollektivet på Sydsjælland og Møn, og det er mødet med frivillige som Peer, der giver destinationens turister en følelse af at blive taget varmt imod i ukendt land. 

De nominerede til Sydsjælland & Møns Bedste Turismeinitiativ 2025 er...

Prisen given til en virksomhed, organisation eller forening som med sin unikke aktivitet og forbilledlige engagement har skabt vækst og positiv omtale for Sydsjælland & Møns turismeindustri. 

Møns Klint
Foto: Dronerune

UNESCO Verdensarv Møns Klint

Der var både tårer, jubel og smil så store som Aborrebjerg, da Møns Klint og det bagvedliggende landskab Høje Møn blev udpeget som UNESCO Verdensarv og dermed skrev sig ind i historien som et af verdens mest betydningsfulde og bevaringsværdige naturattraktioner i sommeren 2025. Det kuperede istidslandskab har længe tryllebundet alle os, der bor i og besøger området, men nu oplever den lille ø også international opmærksomhed i helt ny skala. Ikke mindst da Møns Klint i starten af året fandt vej til New York Times’ prestigefyldte liste over 52 anbefalelsesværdige steder at besøge i 2026. Møns Klints verdensarvsstatus markerer starten på en helt ny æra for Møn med flere internationale besøgende, naturformidling og bæredygtig udvikling som de centrale buzzwords. Hvis nogen kan mestre den balancegang, er det mønboerne og UNESCO-styregruppen, som lokalt er ført an af Vordingborg Kommune, GeoCenter Møns Klint og Naturstyrelsen.

Næstved City
Foto: Mads Tolstrup

Eventstrategi Næstved City

I Næstved er der ingen butiksdød at spore. Tværtimod. Uanset om du slentrer ned ad Axeltorv en solrig weekend i juni eller en kold onsdag i december, så står det hurtigt klart, at her er en handelsby med puls, som lever og ånder. Næstved City arbejder målrettet med at udvikle events, der spænder fra købstadsmarkeder og vinfestivaler til halloween-parade og skøjtebane. I 2025 stod foreningen bag mere end 50 egenproducerede events og omkring 100 torvedage, der bragte mennesker ud i gågaden og skabte flow mellem butikker, caféer og kulturoplevelser. Næstved City er et lysende eksempel på, hvor stor værdi man kan skabe for en hel by med den rette strategi. De mange events har en magnetisk tiltrækningskraft, som forvandler Næstveds gader og stræder til ét stort samlingspunkt året rundt.

Konference og Hotel Klinten
Foto: Morten Holtum

Udviklingen af Strandhotel Klinten

I en tid med manglende overnatningskapacitet er det vigtigere end nogensinde før at fastholde eksisterende sengepladser i destinationen. Det er netop hvad Strandhotel Klinten med Karl Peter Andersen i spidsen har gjort. I årevis har han kæmpet for at åbne Hotel i Højerup, men da den plan trak ud, så han sit snit til at overtage Strandhotel Klinten i Rødvig, da det kom til salg. Hoteldrift er ikke for sarte sjæle. Det har Karl Peter og hans team allerede fået at føle i sin første sæson. Men de klør fortsat på, og bidraget er helt afgørende for turismen på Stevns, hvor overnatningskapacitet er en nødvendighed. Med nye ambitioner for Strandhotel Klinten går både hotellet og Rødvig by en fremgangsrig tid i møde.  

Kongshaug Productions
Foto: Kongshaug Productions

Prisvindende dronefilm fra Faxe

Hvem skulle have troet, at Faxe – en lille dansk destination – kunne konkurrere med nogle af verdens største turistnationer og ende blandt de bedste? Det er præcis, hvad turristfilmen ”A Breathtaking Journey” har formået. Filmen er skudt med en drone, der flyver igennem, forbi og over nogle af Faxes største attraktioner. Bl.a. Gisselfeld Kloster, Faxe Kalkbrud, Skovtårnet og Feddet Strand Resort. Dronefilmen blev kåret til den 4. bedste i sin kategori ved World Tourism Film Awards i Portugal i et felt af 4.000 film fra mere end 50 lande. Det er verdens mest prestigefyldte festival inden for PR-film. Med ”A Breathtaking Journey” har Business Faxe vist, hvordan samarbejde på tværs af lokale turistaktører og mod til at tænke stort kan løfte en hel destination til globale højder. En helt ny fortælling om Faxe er ved at spire frem, og den giver turister fra nær og fjern appetit på mere.