Holmegaard Værk installerer elbil-ladestandere: ”Det er et kæmpe konkurrenceparameter”
Holmegaard Værk har investeret i ladestandere til el- og hybridbiler, som besøgende kan gøre brug af. Museumschef Thorbjørn Kolbo mener, at muligheden for at oplade sin elbil, kan blive et afgørende parameter, når turisten vælger, hvor turen går hen.
Af Simone Maria Bovien
Det skal være nemt at komme rundt i Destination SydkystDanmark på en bæredygtig måde. Derfor har Holmegaard Værk valgt at købe sig ind på en ladestationsløsning til el- og hybridbiler fra virksomheden Clever.
Thorbjørn Kolbo fortæller, at selvom Holmegaard Værk endnu ikke har fået skilte op om ladestanderne, eller kommunikeret nyheden ud på egne kanaler, er de fire standere allerede i brug.
”Vi fik sat dem op, fordi vi vil bidrage til den grønne omstilling, og fordi vi kunne mærke en efterspørgsel. Den er vi blevet bekræftet i, for alle fire standere bliver brugt,” fortæller han.
Binder destinationen sammen
Derfor håber Thorbjørn Kolbo at flere turismeaktører vil investere i el-ladestandere, så ladeinfrastrukturen bliver bedre, og SydkystDanmark som destination bliver endnu mere attraktiv.
”Jo flere turismeaktører, der har ladestandere, jo mere samlet og forbundet bliver vores destination og jo bedre er det for vores turister og potentielle besøgende. Det gælder alle steder såsom i byerne, sommerhusområderne, ved attraktionerne, osv.”, siger Thorbjørn Kolbo.
Udover Holmegaard Værk har blandt andet Villa Huno, Jungshoved Præstegaard og Feddet Strand Resort valgt at udstyre sig med ladestandere fra forskellige udbydere.
Flere fordele end ulemper
Selvom andelen af elbiler i starten af 2021 kun udgjorde ca. 1,2% af alle personbiler, stiger salget af el- og hybridbiler. Derudover er der i dag flere udbydere af dele-elbiler, eksempelvis Green Mobility, som især har vundet indtog i storbyerne. Stigningen i brugen af elbiler betyder, at flere har brug for opladning, når de er på farten.
”En udfordring på nuværende tidspunkt er, at der ikke er mange ladestandere på vores destination, og det kan gøre det svært for elbilbrugere at komme rundt. Som destination kan vi blive valgt fra på grund af det,” forklarer Thorbjørn Kolbo.
”Forskellige udbydere af el og ladestandere kan også gøre det svært for turisten, fordi man skal bruge forskellige betalingsapps. Dog er det trods alt bedre, at muligheden er der,” siger han.
Ifølge Thorbjørn Kolbo er der bestemt flere fordele end ulemper ved at have opladestandere stående på sin attraktion, ved sit hotel, sin lokale butik eller lignende.
”Ved at opsætte ladestandere bidrager vi til den grønne omstilling, men ikke nok med det, højner vi gæsteoplevelsen og yder en service, der kan blive afgørende, når turister vælger, hvor de vil køre hen,” forklarer han.
Ingen drift eller vedligehold
Det er selvklart en investering at få ladestandere installeret, men Thorbjørn Kolbo er ikke i tvivl om, at de tjener sig ind.
”Det, vi betaler for abonnement og opsætning, er jeg sikker på, vi tjener ind igen. Vi vil så gerne have, at besøgende bliver længere, og det tror jeg på, at de gør med den her ekstra service og mulighed,” siger han. ”Desuden er der 0% drift og vedligehold fra vores side af, fordi vores partner står for alt praktisk. Vi skal bare ringe til dem, så ordner de det”.
Thorbjørn Kolbo håber, at flere turismeaktører vil få sat ladestandere op.
”Du kan sammenligne det med internettet, folk troede ikke på det i starten. Det her med elbiler kommer til at buldre af sted, og det er ikke sværere end, at du skal finde en god partner. Lad vær med at være i tvivl. Bare gør det,” slutter han.