27. aug. 2026
Joe Pine kommer til Møn: Turismen skal ikke bare skabe oplevelser – men forandring
Manden, der var med til at sætte oplevelsesøkonomien på dagsordenen verden over, peger nu på det næste store skifte. Den 28. september kommer Joseph Pine til Møn for at tale om transformationsøkonomien – og om hvorfor fremtidens turisme ikke alene handler om gode oplevelser.

Det er mere end 25 år siden, at Joseph Pine sammen med James H. Gilmore udgav The Experience Economy og satte et nyt begreb på den måde, virksomheder kan skabe værdi gennem oplevelser.
Nu tager Pine tankegangen et skridt videre.
I sin nye bog The Transformation Economy argumenterer han for, at virksomheder ikke længere bør nøjes med at spørge, hvordan de skaber en god og mindeværdig oplevelse. De skal også interessere sig for, hvad kunden grundlæggende ønsker at få ud af den.
Den 28. september er Joseph Pine keynote på konferencen Velkommen til transformationsøkonomien på Møn.
Konferencen er arrangeret af Rehumanize Institute med Geocenter Møns Klint og Visit Sydsjælland & Møn som partnere. For Martin HH Bender, direktør i Visit Sydsjælland & Møn, handler engagementet blandt andet om at sikre, at virksomhederne i områdets turisme- og oplevelseserhverv får adgang til den nyeste internationale viden.
"Vi skal som destinationsselskab have fingeren på pulsen og være med til at sikre, at virksomhederne i vores område får adgang til den nyeste viden og de stærkeste perspektiver på, hvordan turismen udvikler sig," siger Martin HH Bender.
Joe Pine er i den sammenhæng svær at komme udenom.
"Han har haft enorm betydning for vores forståelse af oplevelsesøkonomien. Nu udfordrer han os igen med spørgsmålet om, hvad der kommer bagefter. Det er selvfølgelig ekstremt relevant for alle, der arbejder professionelt med turisme og oplevelser," siger Martin HH Bender.
Vi er mere åbne, når vi rejser
Et af de områder, Joseph Pine ser et stort potentiale i, er transformative rejser – altså rejser, der ikke blot giver os gode oplevelser og minder, men som faktisk kan være med til at forandre os.
"Jeg tror, at transformative rejser er et af de hurtigst voksende områder inden for turismen," siger Joseph Pine.
Forklaringen skal ifølge ham blandt andet findes i den særlige situation, vi befinder os i, når vi forlader hverdagen.
"Vi er særligt åbne for forandring, når vi rejser. Vi kommer væk fra vores dagligdag, besøger nye steder, møder nye mennesker og får nye oplevelser. Det gør os mere åbne over for nye muligheder," forklarer han.
Det giver turismevirksomheder mulighed for at gå et skridt videre end blot at skabe noget, gæsten husker.
"Man kan designe oplevelser, som ikke kun er mindeværdige, men også dybt meningsfulde og måske ligefrem forandrende," siger Joseph Pine.
Og her ligger ifølge Pine også en forretningsmæssig pointe.
"Det skaber større værdi i gæsten – og dermed også større økonomisk værdi for virksomheden," siger han.
Det behøver ikke være dyrt
Transformationsøkonomi kan lyde som et stort projekt. Men Joseph Pine understreger, at selv mindre hoteller, restauranter, attraktioner og oplevelsesvirksomheder kan arbejde med tankegangen.
Et af hans vigtigste råd er at se oplevelsen som noget, der begynder før selve besøget og fortsætter bagefter.
"Det behøver ikke nødvendigvis koste ret mange penge," siger Joseph Pine.
Før besøget kan virksomheden arbejde med forventningerne og få gæsten til at tænke over, hvad vedkommende egentlig håber at få ud af oplevelsen.
Bagefter kan gæsten inviteres til at reflektere over, hvad der gjorde størst indtryk, og hvad man tager med sig hjem.
"Bare det at få gæsterne til at reflektere bagefter kan retrospektivt øge værdien af oplevelsen markant," forklarer Joseph Pine.
Ikke kun hvad – men hvorfor
Det perspektiv er også interessant for Sydsjælland og Møn, hvor mange gæster søger natur, kyster, kulturhistorie, Dark Sky, ro og lokalt forankrede oplevelser.
Men ifølge Joseph Pine bør turismevirksomheder og destinationer ikke nøjes med at undersøge, hvad gæsterne efterspørger.
"Det afgørende er ikke kun at finde ud af, hvad gæsterne gerne vil opleve, men hvorfor de gerne vil opleve det," siger han.
Bag et ønske om fx natur, ro eller en ferie med familien kan ligge nogle dybere ønsker til, hvad rejsen skal give.
"Man skal prøve at forstå, hvem gæsten er, og hvad vedkommende ønsker at få ud af rejsen – for sig selv eller for sin familie," forklarer Joseph Pine.
Den viden kan bruges til at tilrettelægge oplevelserne langt mere målrettet.
"Når man forstår gæstens ambitioner og ønsker, kan man i højere grad designe og tilpasse oplevelsen til dem," siger han.
Og jo stærkere oplevelsen rammer det, gæsten egentlig søger, desto større kan effekten også blive efter besøget.
"Jo mere forandrende en oplevelse er, desto større er sandsynligheden for, at gæsterne fortæller andre om den – og selv får lyst til at komme tilbage," siger Joseph Pine.
For Martin HH Bender er netop koblingen mellem international viden og de konkrete muligheder på Sydsjælland og Møn central.
"Vi har allerede en lang række stærke oplevelser. Men vi skal hele tiden blive klogere på, hvad gæsterne i virkeligheden søger, og hvordan vi kan skabe endnu mere værdi for dem. Det er derfor, det er vigtigt for os at være med, når den nyeste internationale viden bliver bragt helt tæt på vores virksomheder," siger Martin HH Bender.
Fra at guide steder til at guide mennesker
Joseph Pine håber, at konferencen kan få deltagerne til at se anderledes på deres egen virksomhed og deres rolle over for gæsten.
"Jeg håber, at de vil begynde at se deres virksomheder på en ny måde – ikke kun som nogen, der iscenesætter oplevelser, men som nogen, der også kan hjælpe mennesker med at skabe en forandring," siger han.
Pine sammenfatter selv tankegangen med et enkelt billede:
"En turistguide tænker traditionelt på sig selv som en, der guider rundt på et sted. Men i virkeligheden handler det om at guide mennesker," siger Joseph Pine.
Fakta
Velkommen til transformationsøkonomien med Joe Pine
Dato: 28. september 2026
Tid: Kl. 9.30–17.00
Sted: Seaside Retreat & Hotel, Nymarksvej 27, 4780 Stege, Møn
Heldagsprogram: 599 kr.
Program og overnatning for én person: 1.699 kr. inkl. økologisk morgenmad.
