Sydsjælland & Møn
Nyheder

25. aug. 2026

WOCO og VISM går sammen om turismen i Køge

Køge Kommune, Wonderful Copenhagen og Visit Sydsjælland & Møn går i 2027 sammen om turismeindsatsen i Køge. Målet er at løfte Køges potentiale, styrke VISMs fire nuværende kommuner og skabe mere turisme i et større område med afsæt i Københavns internationale gæster.

Butiksliv i Køge
Foto: Martin Håkan

Til næste år, i 2027, skal Wonderful Copenhagen og Visit Sydsjælland & Møn i fællesskab løfte turismeindsatsen i Køge Kommune.

De to destinationsorganisationer kommer med forskellige styrker og får forskellige roller i samarbejdet. Visit Sydsjælland & Møn skal blandt andet bidrage med lokal og regional forankring, markedsføring på nærmarkederne og turistservice, mens Wonderful Copenhagen blandt andet bidrager med international rækkevidde, kompetenceudvikling og viden om gæsterne i hovedstadsområdet.

For Martin HH Bender, direktør i Visit Sydsjælland & Møn, er der en helt konkret grund til, at organisationen går ind i samarbejdet.

"Vi ved fra vores egne erfaringer, at vi står stærkere, når vi går sammen. Da fire kommuner samlede kræfterne i Visit Sydsjælland & Møn i 2015, gav det os større gennemslagskraft og styrkede vores turismeindsats. Med det i baghovedet er vi overbeviste om, at samarbejdet med Køge kan gøre os stærkere alle sammen. Vi skal spille hinandens styrker gode," siger Martin HH Bender.

For Wonderful Copenhagen handler samarbejdet om at brede effekten af hovedstadens internationale turisme ud i et større område til gavn for endnu flere og samtidig understøtte arbejdet med at skabe geografisk spredning af turisterne ud af København.

"Hovedstaden er med det stærke Copenhagen-brand en populær destination for internationale markeder, ikke mindst USA, Storbritannien og Sydeuropa. Vi arbejder fokuseret på, at hovedstadens internationale position skal skabe mere værdi for endnu flere. Derfor samarbejder vi med en række kommuner om at styrke turismen lokalt med udgangspunkt i hovedstadens internationale gæster, så der skabes omsætning, job og liv i de enkelte områder, samtidig med at vi styrker grundlaget for at få turisterne ud af byen på dagsbesøg og dermed skabe øget spredning. Og her er Køge oplagt med sin stærke kvaliteter og tilgængelighed til København. Med det nye samarbejde vil vi bl.a. bringe vores internationale rækkevidde, data og erfaringer med erhvervs- og endagsturisme i spil," siger Klaus Bondam, direktør for mobilitet, kultur og destinationer hos Wonderful Copenhagen.

Køge kommer med stærke kort

Martin HH Bender vurderer, at Køge har et betydeligt turismepotentiale, som endnu ikke er udnyttet fuldt ud. Men han understreger samtidig, at Køge allerede kommer ind i samarbejdet med en kapacitet, som kan få betydning langt ud over kommunegrænsen.

"Køge har et stort og uudnyttet turismepotentiale. Samtidig har Køge allerede en stærk erhvervsturisme, en betydelig hotelkapacitet og en placering som brobygger mellem Sydsjælland og København. Det kan give nye muligheder ikke bare for Køge, men også for de fire kommuner, vi allerede arbejder for," siger Martin HH Bender.

Han peger blandt andet på potentialet i at koble Køges erhvervsturisme og hotelkapacitet med Sydsjælland og Møns unikke natur-, kultur- og oplevelsestilbud.

"Køges stærke erhvervsturisme og hotelkapacitet er interessant for os. Omvendt har vi blandt andet attraktive kyster og natur samt flere internationalt anerkendte attraktioner, som kan give gæster, der bor eller mødes i Køge, endnu flere grunde til at opleve mere af området. Det kan skabe flere endagsgæster, mere erhvervsturisme og nye gæstestrømme begge veje. Det er den form for krydsbestøvning, vi ser et stort potentiale i," siger Martin HH Bender.

Skal skabe mere bevægelse ud fra København

En vigtig del af Wonderful Copenhagens indsats bliver at arbejde med de mange internationale gæster, der allerede opholder sig i hovedstadsområdet.

”Det er andre internationale markeder, hovedstaden tiltrækker. Derfor er der et stort potentiale i at koble de internationale gæster i København med andre områder med stærke oplevelser i en større geografi uden for byen. Og med Køge og det nye samarbejde er der en stærk forbindelse til en større del af Sjælland i sydlige retning,” siger Klaus Bondam, direktør for mobilitet, kultur og destinationer hos Wonderful Copenhagen.

Samarbejdet skal samtidig styrke virksomhedernes vidensgrundlag og kompetencer og skabe bedre muligheder for at arbejde databaseret med turismeudviklingen.

Målet er at styrke hele området

For Visit Sydsjælland & Møn er ambitionen, at samarbejdet bliver et supplement til den eksisterende indsats – og at gevinsten også kan mærkes i de fire nuværende ejerkommuner.

"Vi er sikre på, at vi kan gøre en positiv forskel for Køge. Men vores motiv for at gå ind i samarbejdet er også, at vi forventer, at det kan styrke turismen i de fire kommuner, vi allerede arbejder for. Målet er, at vi tilsammen får større gennemslagskraft og flere muligheder, end vi har hver for sig," siger Martin HH Bender. 

Køge-opgaven har i 2027 sin egen finansiering. Udgangspunktet er dermed, at indsatsen bliver et ekstra supplement til Visit Sydsjælland & Møns eksisterende arbejde og ikke finansieres på bekostning af turismeindsatsen i de nuværende ejerkommuner. Det samme gør sig gældende for Wonderful Copenhagens vedkommende, hvor indsatsen med Køge indgår i det eksisterende Beyond-samarbejde med en række kommuner i hovedstadsområdet.

Nyt samarbejde fra 2027

Partnerskabet omfatter blandt andet markedsføring, lokal turismeservice, kompetenceudvikling, erhvervsturisme, samt data og analyse.

Samarbejdet har i 2027 en samlet økonomisk ramme på 1,4 mio. kr.

Køge Kommune får samtidig mulighed for at deltage som observatør i Visit Sydsjælland & Møns bestyrelse, Advisory Board og følgegruppe.

I løbet af efteråret 2026 skal Køge Kommune og Visit Sydsjælland & Møns nuværende ejerkommuner drøfte mulighederne for et fremtidigt medejerskab fra 2028. Der er endnu ikke truffet beslutning om den fremtidige ejerstruktur.

Kontakt for yderligere oplysninger