Vinder af årets turismeinitiativ

Vinderne af SydkystDanmarks Bedste Turismeinitiativ og Ildsjæl 2020 er fundet

7.4.2021
Foto: Destination SydkystDanmark

Det blev en surf-entusiast og et nyt glasmuseum, der løb med de eftertragtede titler.

Der var klapsalver, blomster og brede smil, da SydkystDanmark onsdag kom på uanmeldt besøg hos vinderne af SydkystDanmarks Bedste Turismeinitiativ og Ildsjæl 2020.

Det blev Næstved-kometen Holmegaard Værk, som fik stor international opmærksomhed, da de i 2020 slog dørene op til Danmarks nye centrum for kunst og kultur, der tog prisen som Bedste Turismeinitiativ.

Efter mere end et årti med slukkede ovne, er de stolte, gamle håndværkstraditioner nemlig igen blevet vækket til live i Holmegaard, og selvom der var tæt løb blandt de nominerede, så var juryen ikke et sekund i tvivl, da det spidsede til: Holmegaard Værk er gennemført på alle leder og kanter og bliver utvivlsomt destinationens nye, store turistmagnet. Derfor er Holmegaard Værk vinder af SydkystDanmarks Bedste Turismeinitiativ 2020.

”Det er et stort skulderklap, men jeg var også blevet skuffet, hvis ikke vi havde vundet,” indrømmer museumsdirektør Keld Møller Hansen med henvisning til den store indsats, der er lagt i åbningen af museet.

Sidste år havde Holmegaard Værk 76.000 besøgende, og det var vel og mærke i et coronaår, hvor de i perioder har været tvangslukket. Museumsdirektøren lægger da heller ikke skjul på, at ambitionerne for fremtiden er tårnhøje.

”Vores ambition er at lave et Louisiana her. Altså et museum, der får flere og flere besøgende for hvert år, der går. Vi tror på, at vi kan gøre det, for der er så meget potentiale, vi ikke har udnyttet endnu, som f.eks. mosen lige i baghaven. Plus at vi har 700-800 kvadratmeter til internationale særudstillinger. I år har vi Jim Lyngvild på plakaten, men bare vent, når vi om et par måneder offentliggør, hvad vi kommer med næste år, så skal I bare se. Større bliver det ikke,” siger Keld Møller Hansen og peger på, at Holmegaard Værk også nyder godt af nærliggende Skovtårnets årligt 360.000 besøgende.

Carsten Rasmussen, der er borgmester i Næstved (S) og en del af den jury, der har besluttet, hvem der løber med de to priser, er også henrykt over den afsmittende effekt, det har på det lokale erhvervsliv, når en mastodont som Holmegaard Værk slår dørene op.

”Der kommer ikke trækplastre af den her kaliber hvert år. Holmegaard Værk er en turistmagnet uden lige, og det smitter af på det lokale erhverv og turismeomsætningen i Næstved by generelt. Museet er en vigtig brik, når det kommer til at gøre destinationen attraktiv,” siger Carsten Rasmussen, der overrakte prisen.

Holmegaard vandt foran et stærkt felt af lokale initiativtagere som Hotel Frederiksminde, Camp Adventure Glamping, Klinten Boattours, Café Mad & Ro og Rosenfeldt.

Det er femte år i træk, at prisen SydkystDanmarks Bedste Turismeinitiativ uddeles, og turismeerhvervet har på vanlig vis haft mulighed for at indstille hinanden på kryds og tværs. For at komme i betragtning til prisen er det et krav, at man som virksomhed, organisation eller forening har sat initiativer i værk, der har skabt vækst og positiv omtale for destinationens turismeindustri.

Årets ildsjæl

Foto:Destination SydkystDanmark

Surfer tager titlen som årets Ildsjæl

Der var også tæt løb om titlen som SydkystDanmarks lldsjæl 2020, men i år skal vi en tur til Stevns for at finde vinderen. Steen Bonke Sørensen er manden bag LimeLight – en bevægelse, der arbejder for at gøre Stevns Klint til et hotspot for vandsportsentusiaster og -events. Blandt andet skal Rødvig for første gang nogensinde være vært ved Danish SUP Tours til sommer. På Steens initiativ. Han vinder prisen, fordi han er lykkes med at gøre Stevns til et lokalt og nationalt samlingspunkt, og det var da også en glad og beæret prismodtager, der fik overrakt den gode nyhed.

”Jeg kunne ikke have gjort det uden den massive opbakning fra lokalsamfundet,” siger Steens Bonke Sørensen, der som vandsportsentusiast har kastet sin kærlighed på farvandet omkring Stevns Klint.

”Stevns er helt usædvanlig, fordi man kan stand up paddle langs klinten, og så er det et af de bedste surfsteder i Danmark efter min mening,” siger Steen Bonke Sørensen.

Han har store planer om at udvikle Rødvig Havn yderligere.

”Rødvig Havn er en perle. Der kommer hele tiden nye aktiviteter, sandwichbarer osv. til, men nu er næste skridt at få sat en havneudviklingsplan i værk, så vi sikrer os, at der er plads til alle de turister, vi gerne vil trække hertil, når vi skal afholde vandsportsevents,” siger vinderen af ildsjæleprisen.

Stevns borgmester, Anette Mortensen, fik æren af at overrække prisen til den driftige herre.

”Det er afgørende for en kommune med ildsjæle, der brænder for det, de laver. Uden ildsjæle ville vi være et fattigere lokalsamfund, og det er så vigtigt at sætte spot på og anerkende sådan nogen som Steen for deres store arbejde,” siger Anette Mortensen (V).

Det er fjerde gang, at den prestigefyldte Ildsjæle-pris uddeles, og den gives til en lokal frontløber, der med sin passion og ihærdighed har gjort en forskel for turismen i sit lokalområde såvel som for hele SydkystDanmark.

De øvrige nominerede til prisen som SydkystDanmarks Ildsjæl 2020 var Rasmus Evind, formand for Præstø Handels- og Erhvervsforening, Henrik og Anne Grete Quistgaard Pagh fra Quistgaarden Bed & Breakfast, Peder Spandet fra Næstved Automobilmuseum, Kit Kjølhede & Claus Krüger, der står bag Hesede Hovedgård, og Arlette Walsøe og Toke Rosenkilde fra Hårbølle Havne Høker.

En jury bestående af Carsten Rasmussen (bestyrelsesformand i VisitSydsjælland-Møn A/S), Martin HH Bender (direktør i Visit Sydsjælland-Møn A/S), Kasper Larsen (Faxe), Charlotte Schwartzlose (Næstved), Ole Eskling (Vordingborg) og Claus Høgenhaug (Stevns) har truffet den endelige afgørelse omkring, hvem der skulle løbe med hæderen.