Sydsjælland & Møn
Nyheder

12. apr. 2026

VISM klar med skarpslebet markedsføringsindsats i 2026

Visit Sydsjælland & Møn fintuner marketing-kursen i 2026. Det tyske marked får endnu større fokus og en kampagne med fokus på kærlighed skal skærpe appetitten på vores destination.

Skrevet af:Lars Bo Axelholm

Markedsføring mockups 2026
Foto: Visit Sydsjælland & Møn

Mens flere danskere pakker kufferterne og rejser sydpå, strømmer tyske turister i stigende grad mod Danmark. Visit Sydsjælland & Møn har set tallene – og nu får det tyske marked en endnu større plads i destinationens markedsføringsstrategi for 2026.

“Vi har igennem de sidste 10 år opnået dybe indsigter i, hvilken markedsføring, der virker allerbedst, når det gælder om at tiltrække gæsterne. Og fordi forbrugs- og rejsemønstrene konstant forandrer sig, må vi også løbende dreje på de små håndtag, så vores markedsføring rammer helt rigtigt,” forklarer markedsføringschef i Visit Sydsjælland-Møn, Mike Olesen, om tankerne bag destinationens markedsføringsindsatser i 2026.

En af nyhederne ved indgangen til højsæsonen er, at destinationsselskabet har udarbejdet en ny brandmanual, der sætter en klar retning for design, billedsprog og tone på tværs af al kommunikation. Og om få dage lanceres et helt nyt onlineunivers på www.sydsjaellandmoen.dk

”På baggrund af data og de nyeste markedsindsigter har vi kunne lave knivskarpe prioriteringer – og det skaber også baggrunden for, at vi kan melde både koncepter og kampagnerne klar til indsats,” siger Mike Olesen om udsigten til de kommende måneders markedsføring.

Fem markeder, én skærpet strategi

For at være på forkant med udviklingen, har Visit Sydsjælland & Møn i 2026 prioriteret indsatsen på særligt fem udvalgte markeder: Danmark, Tyskland, Sverige, Nederlandene og internationale turister med base i København. Men det er navnlig på ét marked, at ambitionen er vokset.

I samarbejde med kollegerne på Sjælland og Lolland-Falster har Visit Sydsjælland-Møn igennem projektet SMA-Z lavet en tilbundsgående analyse af tyskernes ferieønsker. Og den viser, at tyskerne har stigende interesse for vores område – en udvikling, der nu afspejles direkte i prioriteringen af markedsføringskronerne.

“Tallene viser tydeligt, at tyskerne i stigende grad har et ønske om at opleve Sjælland og Øerne som feriedestination. Den interesse skal vi hjælpe på vej med markedsføringen, og vi ser et spændende potentiale i Tyskland,” siger Mike Olesen.

Udviklingen skal også ses i lyset af ændrede rejsemønstre herhjemme. Flere danskere rejser i dag på ferie uden for landets grænser, og det efterlader et tomrum, som tyske gæster i stigende grad udfylder.

Det hjemlige får også stor opmærksomhed. Her er markedsførings-strategien en smule anderledes: Københavnere og nordsjællændere kender i vid udstrækning allerede Sydsjælland-Møn som et feriemål tæt på. De skal bare lige mindes om det.

Mens der bliver en særlig indsats rettet mod Fyn og Trekantområdet. Her er opgaven først og fremmest at øge kendskabet til destinationen, forklarer Mike Olesen.

”På Fyn og Trekantområdet vurderer vi, at der er et uudnyttet potentiale. De skal bare lige lære os at kende,” siger han.

Kampagnetema: Kærlighed i sigte

Årets kampagner samles under overskriften “Kærlighed i sigte” – et tema, der tager afsæt i en bred kulturel strømning mod oplevelser præget af nærvær og samhørighed. Se bare på succesen med tv-programmer som Landmand søger kærlighed og Gift ved første blik – danskerne vil tæt på hinanden, uanset om det er som par, familie eller vennegruppe.

“Temaet passer rigtig godt til vores destination. Det kan både være kærligheden til naturen, til gode oplevelser sammen eller til kultur og historie,” siger Mike Olesen.

Konceptet er taget ud af den blå luft. En kampagne i efteråret testede temaet – bl.a. med en kortfilm om oplevelserne i området – og erfaringerne derfra bæres nu ind i bl.a. forårets større brandingkampagner, lige som det også kommer til at fylde på destinationens nye website.

Tre ting, aktørerne vil mærke

Så hvordan kommer de lokale turismeaktører så til at mærke den skarptslebne markedsføringsindsats?

Mike Olesen fremhæver tre områder:

”Man vil opleve, at vi er klar med et nyt og skarpt visuelt udtryk. Vi får en genkendelig tone i kommunikationen – og endelig vil aktørerne opleve, at vi bringer en markedsføring på banen, som i højere grad spiller ind i de tendenser, som bevæger sig i samfundet,” slutter Mike Olesen.