©  Foto:

Turistinformation KALK

Turistinformationen på KALK - Dig Into The Pre-historic står klar til at hjælpe dig til at få mange gode oplevelser i vores område

Hos KALK ved Faxe Kalkbrud finder du en bemandet turistinformation med lokalkendte og imødekommende medarbejdere, der står klar til at hjælpe dig med tips og inspiration til oplevelser på Sydsjælland og Møn. Her får du personlig vejledning, kort og materiale, så du får mest muligt ud af dit besøg i området.

Hold øje med det grønne "i", når du besøger destinationen – det er din garanti for god og lokal forankret turistinformation.

Tag på en rejse 63 millioner år tilbage i tiden – midt i Faxe!

Faxe Kalkbrud er ikke bare Danmarks største og smukkeste brud – det er også en geologisk tidsmaskine, hvor du får enestående adgang til fortidens dybhav. Her lå engang et tropisk koralrev, og området rummer i dag verdens ældste kendte dybhavskoralrev.

Ved kanten af det imponerende kalkbrud ligger KALK – Museum for Faxe Kalkbrud, hvor du kan udforske den spændende historie om havets forsvundne verden og selv få fingrene i fortiden.

Grav dine egne fossiler

KALK er et museum, hvor du selv er med – her kan du låne hammer og mejsel og tage ud i kalkbruddet for at finde dine egne fossiler. Hajtænder, søpindsvin, krabber og snegle ligger gemt i kalken, og museets formidlere hjælper dig med at identificere dine fund. Fossilerne må du tage med hjem – sammen med en stor oplevelse og ny viden.

Fra kalk til kultur

Kalken fra Faxe har gennem århundreder haft stor betydning – både som byggemateriale og som grundlag for lokalsamfundets udvikling. På museet kan du blive klogere på kalkens rolle i byggeriet, i kulturen og i vores fælles historie.

For hele familien

KALK er et levende og pædagogisk oplevelsescenter, der inviterer både børn og voksne til at lege, lære og opdage sammen. Museet byder på udstillinger, aktiviteter og masser af plads til nysgerrighed – både ude og inde.

Læs mere om åbningstider, aktiviteter og praktisk info på www.kalkmuseum.dk