©  Foto:

Vesterhave Vingaard

Kom og oplev hvordan der kan laves økologiske kvalitetsvine i Danmark med et hyggeligt vingårdsbesøg.

Rundvisning, vinsmagning og overnatning

På Vesterhave Vingaard kan man opleve et vingårdsbesøg med rundvisning og vinsmagning på Danmarks største økologiske vingård. Her får I en guidet tur i vingårdens vin- og æbleplantager med i alt ca. 25.000 vinstokke. Vinbonden tager jer med rundt i vinmarkerne og fortæller om vingårdens historie, de unikke plantesystemer inspireret af Italien og hvordan det er muligt at producere prisvindende vin i Danmark.

Under besøget hører I om årets gang i vinmarken og får et kig ned i den hyggelige vinkælder, hvor vinene lagrer på egetræsfade og udvikler deres karakter. Rundvisningen afsluttes i vineriet og gårdbutikken, hvor I hører mere om vinens tilblivelse efter høsten – fra drue til færdig vin.

Herefter nyder I en vinsmagning med et udvalg af vingårdens økologiske vine, herunder hvidvin, rosé, mousserende vine og kraftigere rødvine inspireret af Amarone- og Ripasso-metoden. Rundvisning og vinsmagning kan opleves ved faste events på udvalgte datoer, eller bookes som privat arrangement for grupper (over 10 personer), hvor oplevelsen kan kombineres med tapas eller middag.
 
Ønsker du at forlænge din oplevelse på vingården, er det muligt at overnatte i vingårdens suiter og hyggelige værelser. Her kan du vågne op til havets brusen, fuglekvidder og udsigt over vinmarkerne, langt væk fra byens støj og stress. 

Besøg vingården på egen hånd

Det er også muligt at besøge Vesterhave Vingaard på egen hånd og opleve vinmarkerne i eget tempo i butikkens åbningstid hver lørdag fra 10-17. Vingården har udviklet en gratis audio-walk, som gør det muligt at gå en tur i vinmarkerne med vinbonden i ørerne. Undervejs får du indblik i vinproduktion, økologisk dyrkning og hverdagen på en dansk vingård. Audio-walken findes på dansk, engelsk, hollandsk og tysk.
 
Ønsker I at få en vinsmagning og besøge vingården uden for de faste events, kan du forudbestille en vinsmagning mandag til lørdag 10-17 - det kræves dog at bestille på forhånd hvis besøget ligger uden for butikkens faste åbningstid om lørdagen. 

I forbindelse med besøget kan du også lægge vejen forbi gårdbutikken, hvor du kan smage og købe vingårdens egne vine samt lokale specialiteter. Mange vælger at kombinere besøget med et af vingårdens faste vinsmagnings-events, eller forlænge oplevelsen med overnatning midt i vinmarkerne.

Vesterhave Vingaard tilbyder desuden skræddersyede oplevelser til private arrangementer som fødselsdage, firmaevents, bryllupper og konfirmationer - med mulighed for rundvisning, vinsmagning, god mad og overnatning i idylliske omgivelser