
Hemmeligheden bag den perfekte vinterferie
Fyld vinterferien med dinosaurer, spøgelseshistorier og et gammelt koldkrigsfort – dine børn vil elske dig for det og hvem ved, måske du også selv bliver overrasket over de mange unikke oplevelser Sydsjælland & Møn har at byde på.
Vinterferien er her, og det betyder, at du kommer til at have en masse fritid sammen med ungerne, men måske du kan hurtigt komme til at stå overfor spørgsmålet ”Hvad skal vi lave?”. Start bilen og kør afsted, for her får I 9 gode bud på sjove, spændende og kreative vinterferieaktiviteter til alle børn (og forældre!).
#1 Lær monstre og dronningerne at kende
Træd tilbage i tiden med familien på Danmarks Borgcenter og mød middelalderens monstre i Gåsetårnets skjulte rum i udstillingen ’MONSTER’. Oplev samtidig middelalderens magtspil i udstillingen ’MAGT’, hvor konger, dronninger, kirker og våben bringer historien til live. Der er god grund til at tage de små med, for udover spændende udstillinger og masser af oplevelser, er der gratis entré til de mindste i hele vinterferien!
#2 Udforsk millioner år gamle fossiler
Er ungerne bare helt vilde med historie og natur på samme tid? Så skal I svinge forbi KALK. Når I står på museumsgrunden, befinder I jer i hjertet af, hvad der for 63 millioner år siden var et tropisk koralrev. Faktisk verdens ældste koldtvandskoralrev! Gå på opdagelse og lær mere om de søpindsvin og blæksprutter, der svømmede rundt der, hvor Faxe Kalkbrud ligger i dag. I kan også leje hammer og mejsel og gå på fossiljagt i kalkbruddet.
Foto:Mads Tolstrup
#3 Se det største meteornedslag!
Ungerne kan fare vild i fortiden på Stevns Klint Experience. Den interaktive udstilling på oplevelsescentret er som et levende udstillingsvindue til Jordens fortid. Her kan I lære alt om det store meteornedslag, der udryddede dinosaurerne, og I kan selv se beviset i det grå lag fiskeler, som Stevns Klint blandt andet er består af. Der står nemlig en blok af klinten inde på Stevns Klint Experience, så I kan komme helt tæt på!

Foto:Kongshaug Productions
#4 Bålhygge og pandekager
Gør din vinterferie ekstra speciel med hjertevarmende bålhygge hos Rødvig Ferieby. I uge 7 og 8 er dagene fuld af vinterglæde på Stevns, hvor hele familien kan samles og være med til alt fra bålhygge med lækre pandekager, snobrød, skumfiduser til og varm kakao, stjerneløb og lytte til forheksede fortællinger.
Foto:Nicklas Anvig
#5 Bliv glaspustere for en dag!
Slip fantasien løs på Holmegaard Værk i vinterferien. De er klar til at tage imod alle kreative sjæle – store som små. Hver dag kan I, under grundig vejledning, få lov til at puste jeres helt egne glas, som uden tvivl vil pynte på spisebordet. Er ungerne vilde med at tegne og designe? Så kan I sandblæse jeres egne glasdesigns og gøre dem til ægte mesterværker.
Foto:Frame & Work
#6 Sjov og leg i skoven
Er ungerne bare fyldt med energi, så skal I ud og brænde en masse krudt af i skoven ved Camp Adventure. Se, hvem der kommer først op i det 45 meter høje skovtårn og tag på opdagelse langs en af de længste forhøjede gangstier i Danmark. Der er masser af skov at udforske, og det er en god mulighed for dig selv og ungerne at komme ud i det fri.
Foto:VisitSydsjælland-Møn
#7 Send ungerne på glatis og snup en pause
Hvis I er nået dertil på dagen, hvor forældrene mest af alt har lyst til et lille hvil, men de små bare gerne vil fortsætte legen, skal I en tur forbi skøjtebanen i Næstved. I behøver ikke selv at tage skøjter med, for I kan leje dem lige ved siden af skøjtebanen. Mens de små spilopmagere suser rundt, kan I tage et pitstop med en lækker kaffe eller kakao på én af de mange nærliggende caféer eller tage ud og shoppe i én af de mange specialforretninger i byen. Skøjtebanen har åbent indtil slutningen af februar, så det er med at nyde den, mens I kan.
#8 Bliv kampklare på koldkrigsfortet
Hvis dine unger er vild med spænding, store maskiner og også samtidig synes at soldater er lidt seje, så vil de elske at slå sig løs på FORT - Koldkrigsmuseum Stevnsfort. På fortet kan I se de gamle HAWK-missilsystemer, en panserudstilling, en vaskeægte Draken jetjager og meget mere! Dine små actionhelte kan også komme med på den aktive tur Mission Stevnsfort, hvor de kan gå på opdagelse og løse opgaver undervejs.
Foto:Mads Tolstrup
#9 Kom til tops
Udfordr din fysiske styrke og adræthed hos Klatrecentralen i Næstved, et dynamisk klatrecentrum for alle aldre og niveauer. Med en væg fuld af farverige greb og ruter designet til at teste både nybegyndere og garvede klatrere, tilbyder Klatrecentralen en sikkert og spændende miljø, perfekt for den, der søger eventyr.




