7 oplevelser til en regnvejrsdag
Hvad skal man finde på, hvis det står ned i tykke stråler udenfor vinduet. Fortvivl ej, vi leverer en håndfuld tips til sjove og spændende oplevelser, som I kan drage ud til – selv på en regnvejrsdag.

#1 GeoCenter Møns Klint
Oplevelsescentret med alverdens aktiviteter
Længst ude ved en af Danmarks smukkeste naturattraktioner, Møns Klint, ligger GeoCenteret af samme navn. Centeret, der fortæller om Danmarks fødsel, er fyldt med aktiviteter til flere timer, en hel dag - ja, måske endda flere, hvis I skal nå at få det hele med! Den fantastiske udstilling med masser af interaktivitet og 3D-biograf er nemlig ikke det eneste, I kan opleve.
Hvis der kommer ophold i regnvejret, bør I kridte skoene og tage en tur ned af trapperne for at nyde udsigten og de imponerende klipper på tætteste hold, og måske kan I tage en skat med hjem fra stranden i form af et fossil. Hvis I er klar på lidt udfordringer, kan I give jer i kast med trætopbanerne i det omkringliggende skovområde. Hvis højderne ikke lige er jer, så bliver der også tilbudt guidede Mountain Bike-ture og deciderede fossiljagter!

#2 FORT - A Cold War Experience
En underjordisk rejse i krigshistorien
Tag med under jorden hos FORT - A Cold War Experience og oplev det særlige fort fra Den Kolde Krig. Her gør de dygtige guider historien levende, når I bevæger jer gennem gange og rum, der stadig bærer præg af en tid, hvor verden var delt.
Oplev de guidede familieture, hvor både børn og voksne kan være med og få fortællingerne i øjenhøjde.
På terrænet over jer står kanoner og missilforsvar som stille vidner om en periode, hvor fred og frihed ikke kunne tages for givet. Det er en oplevelse, der giver både perspektiv og stof til eftertanke.
#3 Holmegaard Værk
Kunsthåndværk og glaspusteri for hele familien
På Holmegaard Værk kan hele familien blive blæst bagover af historien om Danmarks første, sidste og eneste eksiterende glasværk. Her kan I opleve glaspustere og glassamlinger indhyllet i de smukkeste lysinstallationer og animationer samtidig med at I kan lytte til historierne bag som podcast. Har I selv mod på det, kan I prøve kræfter med både glas og ler i de sprællevende værksteder.
#4 Næstved Automobilmuseum
Et samlermuseum for store og små med biler, motorcykler og fede motordrevne nostalgiske maskiner!
På Næstved Automobilmuseum kan hele familien opleve nogle af de helt store ikoner. Her er mere end 3.000 m2 fyldt op med gamle veteranbiler, motorcykler samt værksteder og butikker fra 50'erne. Om det er far eller børnene, der kommer til at hygge sig mest, kan vi ikke garantere for, men Næstved Automobilmuseum er klart et besøg værd, hvis man går rundt med en lille mekanikentusiast i maven.
#5 Næstved Svømmehal
Skift regntøjet ud med badetøj.
Hop i vandet i Næstved Svømmehal. Her er der plads til både leg, motion og rolige stunder, uanset om I kommer for at få pulsen op eller bare flyde lidt rundt.
Børnene kan boltre sig i bassinet, mens de voksne finder deres eget tempo i vandet. Og når energien er brugt, er der altid mulighed for lige at tage en pause på kanten og mærke roen sænke sig igen.
Det er en nem og afslappet oplevelse, hvor hele familien kan være med og få varmen, også når vejret udenfor ikke helt spiller med.
#6 Klatrecentralen
Et klatreunivers for hele familien
I et gammelt kraftværk i Næstved ligger Klatrecentralen. Her kan hele familien udfordre højdeskrækken og mærke adrenalinet pumpe i de mange forhindringer, som findes i alle højder og niveauer. Du bestemmer selv om du vil klatre til tops, eller om du tager udfordringerne i 1,6 meters højde. Det er altid sjovt at se kammeraterne og familien på en ny måde, grine sammen og selv mærke suset. I Klatrecentralen er sjov, fysisk læring og udfordringer i allerhøjeste fokus - og alle kan være med.

#7 Stevns Klint Experience
Kom med 66 mio. år tilbage i tiden, da jorden blev ramt af en kæmpe asteroide.
Stevns Klint Experience fortæller den dramatiske historie om den asteroide, der ramte Jorden for 66. mio. år siden og tog halvdelen af alt liv med sig. Ja selv de mægtige dinosaurer kunne intet stille op. Oplevelsescenteret er proppet med interaktive udstillinger og en biograf, der indbyder til leg og læring.










