Skip to content
Sydsjælland & Møn

5 overnatningssteder til en magisk kæresteweekend

Kæresteparret Line og Thomas fra Nørrebro har testet en livsnyderferie på Sydsjælland & Møn. Her deler parret ud af en perlerække af overnatningssteder med garanti for god nattesøvn.

Rødvig Kro
Foto: Mads Tolstrup

#1 SPAHOTELLET

Hotel Kirstine

Der er dømt total afslapning på det firestjernede byhotel Hotel Kirstine i Næstved. Hotellet er opført i klassisk bindingsværksstil og har en lækker wellnessafdeling med terapibassin, sauna, dampbad og pool.

”Man har følelsen af at træde ind i en fin, engelsk salon på Hotel Kirstine,” fortæller Thomas om parrets ophold.

”Det var skønt med uforstyrret kærestetid. Vi havde spaen helt for os selv, og der var sat sivkurve med badesalt, frugt og te frem til os. På en regnvejrsdag er det oplagt at forkæle sig selv med tur i de varme bassiner,” siger Line.

#2 GLAMPINGTELTET

Camp Adventure Glamping

Camp Adventure tager glamping til nye højder. Her overnatter man i en jurt med kig til sø, en flok mægtige kronhjorte og tusindvis af fyrretræer. Som prikken over i’et har overnattende gæster adgang til det prisbelønnede bygningsværk Skovtårnet ved både solopgang og solnedgang. De luksuriøse telte er opvarmede, har egen træterrasse, bålsted, sauna og karbad, man kan synke ned i med et stort glas vin eller en god bog.

”Jeg husker det, som om min reaktion var: ’Wow, wow, wow! Er det her, vi skal bo?’ Det var på det nærmeste en æstetisk orgasme for mig at træde ind i glampingteltet. Om aftenen åbnede vi en flaske bobler, tændte stearinlys og slappede af i karbadet,” fortæller Line.

Rødvig Kro & Badehotel er kåret til Danmarks bedste hele to gange. Senest i 2022. Det charmerende badehotel ligger i havnebyen Rødvig og tilbyder både en dejlig seng at sove i og et godt måltid mad. I restauranten kan man gå ombord i øl fra det lokale bryggeri og en menu med fokus på stevnske råvarer.

”På Rødvig Kro & Badehotel hoppede vi direkte i badekåberne og fandt vej ned til den dejligste badebro, så vi kunne få et dyp i havet. Da vi kom tilbage, blev der serveret kaffe og hjemmelavet kage i den hyggelige gårdhave, og om aftenen spiste vi en lækker treretters menu i restauranten. Næste morgen stod vi op til en overdådig morgenmadsbuffet med små portionsanretninger,” fortæller Line.

#4 BOUTIQUEHOTELLET

Villa Huno er boutiquehotel med en fantastisk beliggenhed midt i Nordens første Dark Sky Park på Møn. Her er nattehimlen et helt særligt syn, da byens lys ligger langt borte. Millioner af stjerner giver sig til kende i mørket, og på klare dage kan man være heldig at få et glimt af Mælkevejen.

”Fra værelserne kan man se udover den smukke Hunosø og i vandkanten er der lavet et fint plateau, som man kan hænge ud på.” fortæller Line.

Det romantiske bindingsværkshus Gavnø 4 har Gavnø Slot som nærmeste nabo. Villaen har fritliggende bjælker og emmer af en svunden tid med herskabelige møbler. Fra førstesalen er der udsyn til slotsparken, som er kendt for sine mange bede med tulipaner, liljer og roser. Hvert år planter slotsgartnerne en halv million blomsterløg, som giver et helt unikt farvespil i forårsmånederne. Men uanset årstid er den imponerende park et besøg værd.

”Ankomsten til Gavnø var helt særlig,” fortæller Thomas.

For at komme til øen med det gule eventyrslot skal man nemlig både igennem en frodig kirsebærallé og krydse en lille stenbro.