Sydsjælland & Møn

Klintholm Gods

På Klintholm Gods på Østmøn kommer du tæt på naturen gennem guidede ture, natursafari og lokale smagsoplevelser tæt ved Møns Klint.

Klintholm Gods
Møn, Sydsjælland og øerne
Slotte og herregårde
Foto: Klintholm Gods

Klintholm Gods ligger på Østmøn, hvor marker, skove og åbne naturområder møder det dramatiske landskab omkring Møns Klint. Godset beskæftiger sig med landbrug, skovbrug, naturpleje og turisme. Gennem bookede ture får besøgende mulighed for at opleve områder af godset, som normalt ikke er åbne for offentligheden.

Hvad kan du opleve på Klintholm Gods?

En særlig måde at opleve Klintholm Gods på er en guidet natursafari gennem det bakkede landskab mellem godset og Møns Klint. Undervejs fortælles der om områdets natur og om de tiltag, der skal give mere plads til blomster, fugle og andre dyr.

Der arrangeres også guidede ture med fokus på godsets historie og udvikling. For større grupper kan besøget tilpasses efter deltagernes interesser og eksempelvis handle om godsets historie, arbejdet med naturarealerne eller forbindelsen mellem Klintholm Gods og Møns Klint.

Oplev Klintholm Gods fra en Land Rover

Vil du længere ind bag godsets porte, kan du booke en guidet tur i en klassisk Land Rover. Turen går ad små veje og stier gennem marker og skove, som normalt er lukkede for offentligheden, og fortsætter ud mod Møns Klint.

Undervejs fortælles der om Klintholm Gods, den mønske natur og klintens historie. Turen varer omkring to en halv time og er beregnet til private grupper på højst seks personer.

Kig indenfor i gårdbutikken på Klintholm Gods

På selve godset ligger gårdbutikken i en gammel hestestald. Her finder du produkter fra Klintholm Gods samt varer fra producenter, kunsthåndværkere og andre lokale aktører på Møn og i omegn.

Udvalget omfatter blandt andet kød fra godsets eget Herefordkvæg, lokale drikkevarer, kaffe, keramik og forskellige gaveidéer. Sortimentet kan variere, så der kan være noget nyt at opdage fra besøg til besøg.

Naturen omkring Klintholm Gods og Møns Klint

Naturen er en vigtig del af fortællingen om Klintholm Gods. Godset råder over store landbrugs-, skov- og naturarealer på Østmøn. På udvalgte arealer bruges Herefordkvæg til afgræsning af de lysåbne områder, mens andre arealer plejes med årligt slæt.

Området omkring godset og Møns Klint byder samtidig på gode muligheder for vandring og andre oplevelser i det fri.

Vil du blive længere på Østmøn, tilbyder Klintholm Gods flere former for overnatning. Det gælder blandt andet lejlighederne på Villa Huno ved Huno Sø, Camp Møns Klint og ferieboliger forskellige steder på Østmøn.

Klintholm Gods er et interessant udflugtsmål for par, familier, vennegrupper og andre, der holder af natur, lokale fortællinger og oplevelser uden for de almindelige vandreruter. Kombinér besøget med flere oplevelser på Møn, og sæt gerne god tid af til Østmøn.

Læs mere
Kontaktoplysninger

Find vej

Klintholm Alle 1

4791 Borre

Find vej
Loading map...

Sidst opdateret af:Sydsjælland & Møninfo@vism.dk

Nysgerrig på flere oplevelser