
Lille Damme Plads naturlejrplads
På dette fredfyldte markareal på Møn finder du en enkel og ærlig lejrplads med en smuk udsigt over vandet.
Her er naturen tæt på, og stilheden breder sig mellem mark, himmel og hav.
Du når frem ved at køre omkring 500 meter ad en marksti fra vejen. Turen går gennem højt græs og ujævnt terræn – en lille oplevelse i sig selv. Underlaget er stabilt, og selvom stråene rammer køleren og høres under bilen, klarer de fleste biler turen uden problemer.
Pladsen er skabt i samarbejde med DNA Landbrug, som forpagter jorden og værner om områdets naturlige karakter.
Her handler det ikke om komfort – men om ro, frihed og udsigten til det åbne landskab.
Lille Damme Plads er en del af Landjord, en non-profit medlemsorganisation. Landjord etablerer naturlejrpladser hos landmænd, der vælger at omlægge deres marker til natur. Ved at leje jorden giver vi landmanden et økonomisk incitament til at skabe mere natur – samtidig med, at alle får mulighed for at opleve og overnatte midt i den.