Jungshoved Præstegaard

Intensiv indsats skal løfte sensommeren i Destination SydkystDanmark

30.9.2020
Foto: Destination SydkystDanmark

’Destination SydkystDanmark forlænger sensommeren’ er overskriften for den igangværende kampagne, som skal give danskerne appetit på en miniferie i september og oktober.

En storstilet kampagne med formålet at udvide sæsonen og få danskerne til at vende bilen mod Destination SydkystDanmark kører for fulde omdrejninger.

Formålet med kampagnen er at få ’lukket hullerne’ efter de manglende udenlandske turister, som der på grund af coronakrisen er længere imellem.

”Vores tilbagemeldinger fra erhvervet er, at juli var god og august så fornuftigt ud, så nu gælder det om at holde momentum og få tiltrukket gæster i september og oktober. På den måde kan vi forhåbentlig bidrage til, at vores aktører får indhentet noget af det ’forsømte forår’, hvor stadig meget blev tabt” siger Mike Olesen, marketingchef i Destination SydkystDanmark.

Kampagnen ’Destination SydkystDanmark forlænger sensommeren’ spiller på en meget bred vifte af kanaler.

Således er der blandt andet indgået et samarbejde med Sjællandske Medier og Radio SLR. Der bliver også anvendt online-advertorials – der er reklamer, udformet som journalistiske artikler - på Sjællandske Medier, Ekstra Bladet og Alt for Damerne. Endelig vil man møde kampagnen på Politiken.dk og i den trykte udgave af avisen, lige som kampagnen også kører på TV2 Play og tv2.dk.

”Kampagnen kører så at sige i to spor: De voksne par, som ikke kom på den årlige storbyferie i år, og så børnefamilierne, der skal inspireres til efterårsferien,” siger Mike Olesen.

”Samtidig har vi i kampagnen et særligt fokus på 1-dagsturisterne. Det gør vi med at komme med helt konkrete forslag til oplevelser i destinationen. Det er budskaber, der er tiltænkt både de ’lokale’ borgere på Sjælland, men vores primære målgruppe er københavnere og borgere i Nordsjælland,” siger Mike Olesen.

Han forklarer, at det blandt andet er bestillinger af trykte guider og kort, samt webtrafikken på sydkystdanmark.dk, der afslører, at folk i Nordsjælland udviser interesse for destinationen.

”Vores data viser, at nordsjællændere er meget interesseret i at komme herned på mini-ferier og dagsture, og den interesse vil vi selvfølgelig gerne stimulere her i september og oktober,” siger han.

Kampagnens indhold og grafiske udtryk bygger videre på kampagnen ’En uforglemmelig sommer’ og dermed sikres en kontinuitet og genkendelighed. Derfor vil man kunne møde lokale ildsjæle som bl.a. Jesper Rye Jensen fra Vesterhavegaarden Vingård og Kathrine Hendriksen og Jonas Mikkelsen fra Rødvig Kro & Badehotel.

”Der er selvfølgelig ændret en lille smule i budskabet, sådan at vi fokuserer på, at vores aktører også har åbent i oktober. Netop oktober og efterårsferien er jo en periode, hvor du sagtens kan rejse i Danmark, og i år er der svært at tage på den klassiske storbyferie London, Berlin og Paris. Men en miniferie kan jo sagtens gå til Sydsjælland og Møn,” siger Mike Olesen.

Udnytter trends på Google

I tilrettelæggelsen af kampagnen har Destination SydkystDanmark analyseret, hvilke søgeord, der er de mest populære, når danskerne går på internettet og googler efter ferieoplevelser.

”Tidligere på sommeren så vi, at f.eks. søgeord der indeholder ’ Møn’ var steget helt vildt i popularitet på Google – faktisk er søgningen ’Hvad sker der på Møn’ steget med 449% i juli 2020 i forhold til juli 2019. Samtidig bliver der googlet i stor stil på natursteder som bl.a. ’Faxe Kalkbrud’, ’trampestien på Stevns’, Camønoen, Karrebæksminde. Og den viden benytter vi i den såkaldte SEM, der står for ’search engine marketing’, hvor vi sørger for at placere onlineannoncer i toppen af Google, når danskerne googler netop de ord,” forklarer Mike Olesen.

Foto: Isabella Alberte
Foto: Isabella Alberte
Foto: Isabella Alberte
Foto: Isabella Alberte

Influencere på tur

At kampagnen virkelig anvender alle redskaber i værktøjskassen understreges af, at Destination SydkystDanmark også har kørt influencere i stilling for at skabe opmærksomhed.

I september var influenceren Isabella Alberte på rundtur i destinationen. 29-årige Isabella Alberte er især kendt for, at hun bor sammen med sin bedstefar på 95 år, hvilket er omdrejningspunktet for hendes instagram-profil, der har 29.000 følgere. Parret besøgte bl.a. Skovtårnet, Møns Klint og Holmegaard Værk. (Se video fra besøget på Isabella Albertes instagram-profil.)

 ”En influencer som Isabella Alberte er interessant, fordi hun har en god rækkevidde for sine opslag på Instagram. Samtidig har hun en usædvanlig historie, fordi hun har sin morfar med på tur. Det giver hende en bred appel, som vi gerne vil associeres med - og samtidig er hun dybt professionel i sit arbejde som influencer,” slutter Mike Olesen.