Cykling ved Dybsø Fjord

Fire nye turforslag holder cykelturisterne i hånden

26.6.2020
Foto: Destination SydkystDanmark

Fire nye turforslag på Sydkystdanmark.dk gør det endnu lettere for cykelturisterne at planlægge en cykelferie i Destination SydkystDanmark. Her er noget for enhver bagdel, og de nye forslag kan sagtens bruges af lokale, der savner inspiration til at opdage nye sider af lokalområdet.

Det er ikke nok at fortælle, at cykelruterne eksisterer. De skal skæres op i mindre portioner og serveres på et sølvfad med oplevelser og krydres med de lokale overnatningsmuligheder.

Det er devisen bag de fire nye forslag til cykelture; Eventyr Ruten, Klint til klint Ruten, SydkystDanmark Ruten og Deluxe Ruten, som alle nu kan lade sig inspirere af på sydkystdanmark.dk.

”Vi vil gerne gøre det endnu lettere for cykelturisterne at få planlagt deres cykelferie her i destinationen, og med de fire nye turforslag holder vi gæsterne endnu mere i hånden,” fortæller Heidi Larsen, netværks- og forretningsudviklingschef.

Hun pointerer samtidig, at ruteforslagene også sagtens kan bruges af lokale borgere, der måske vil afsted med familie og venner på en hyggelig tohjulet søndagstur.  

Turforslagene er sammensat med udgangspunkt i flagskibsruterne N8 Østersøruten og N9 København-Berlin-ruten, og de er så kombineret med elementer fra de regionale ruter og destinationens panoramaruter.

”Coronakrisen har fået danskerne til i endnu højere grad at bruge naturen. Vi vil gerne gøre vores for at underbygge den trend, så endnu flere får øjnene op for de oplevelser, der venter på en cykelferie,” siger Heidi Larsen.

Noget for enhver bagdel

Distancerne og indholdet på de fire ruter er sammensat, så de passer til 5-6 dagsetaper i sadlen. To af ruterne er tilrettelagt til de tohjulede børnefamilier, mens SydkystDanmark Ruten og Deluxe Ruten primært henvender sig til de voksne cykelturister.

”Der er mange cykelturister, der elsker selve planlægningsdelen af cykelferien. Med de fire nye ruter, hvor man både kan læse om de oplevelser, der venter på de enkelte dagsetaper, samtidig med, at man let kan finde de lokale overnatningsmuligheder langs ruterne, gør vi det en del lettere at komme afsted,” siger Heidi Larsen.

Samtidig er der også taget hensyn til, at cykelturisterne ganske vist alle gerne vil sidde på en cykel i flere dage i træk, men stadig kan have vidt forskellige ønsker til feriens indhold.

Deluxe-ruten henvender, sig som navnet antyder, til cykelturisten, der sætter pris på store gastronomiske oplevelser og overnatning af højeste kvalitet. Mens Eventyrruten og Klint til Klint Ruten har fokus på børnevenlige oplevelser.

For hver rute er der mulighed for at downloade GPX-filer, så man har ruterne på sin cykelcomputer. Samtidig kan man på websiden se interaktive kort, der viser hvor oplevelser og overnatningssteder er placeret ved den rute, man nu har valgt.