Fjordhytte eller stjernekig? Her skal du overnatte på Sydsjælland & Møn
Danske sensommerdage med solstrejf og lyserød aftenhimmel er noget af det bedste. Her er 5 skønne steder, du kan stikke af til, inden efteråret og de store striktrøjer banker på døren.
Fjordudsigt
Se solen stå op over blikstille Karrebæk Fjord, mens du nyder en kop kaffe fra terrassedækket af din helt egen fjordhytte. Hytterne har topmoderne køkken, rummelige værelser og indbyder til brætspil i sensommeraftenernes bløde lys. De Hvide Svaner er en hyggelig campingplads med en perfekt beliggenhed, hvis du både er til smuk natur og byliv. Pladsen ligger i det dejlige ferieparadis Karrebæksminde tæt på Næstved, der er forbundet med fugleøen Enø, og på havnekajen finder du både et streetfood marked, store is og gode fiskerestauranter.
TIP: Lej en picnicbåd hos MarineEvent på havnen, og udforsk den smukke fjord.
Foto:Mads Tolstrup
Badehotelsstemning
Midt i den hyggelig havneby Rødvig finder man Rødvig Kro & Badehotel, der har Østersøen som nærmeste nabo. Nyd synet af det bølgende hav fra de charmerende værelser eller fra hotellets suveræne restaurant, der serverer kroretter fra øverste hylde. Værelserne er indrettet i lyse, blå, skandinaviske toner, og hver en krog emmer af dansk badehotelsstemning.
TIP: Se UNESCO-attraktionen Stevns Klint fra vandsiden med Klintens Boattours, der afgår fra Rødvig havn.
Foto:Mads Tolstrup
Stjernekig
Naturen vælter ind ad vinduerne på Villa Huno. Midt i de kuperede landskaber ved Møns Klint ligger det stilfulde boutiquehotel med kig til en stjernehimmel så klar, at en storbyboer må spærre øjnene op. Østmøn disker op med nogle af de smukkeste omgivelser, Danmark kan mønstre, og der er hverken langt til vandreruter eller mikroeventyr. Inden længe kan man opleve et farvehav uden lige, når træerne langs klinten skifter fra grøn til orange og rød.
TIP: Tag de gode vandresko med, og begiv jer ud på den sceniske vandrerute Klintekongens Rige, der stiger og falder mange højdemeter og tidligere er kåret til Europas bedste.
Foto:Mads Tolstrup
Hotelhygge
På Dalby Hotel føler du dig øjeblikkeligt hjemme. Her er der rum og plads til at tage dagene i snegletempo, nyde en kold forfriskning i gårdhaven, spise store bøffer i hotellets steakhouse og tage på sightseeing i området. Værelserne kommer i alle størrelser, men fælles for dem er, at de er helt tiptop nyrenoverede og har eget bad og toilet.
TIP: Nogle af Sydsjællands største attraktioner ligger i kort køreafstand fra Dalby Hotel, bl.a. det ikoniske Skovtårn, fossilbankerne ved Faxe Kalkbrud og oplevelsescenteret Stevns Klint Experience.
Foto:Mads Tolstrup
Wellnessophold
På med badekåbe og slippers, og nyd en pause fra indbakken. Hotel Kirstines wellnessafdeling er det perfekte sted at puste ud og lade op. Her finder du både terapibassin, sauna, dampbad og pool, mens værelserne indbyder til Netflix-maraton og en god eftermiddagslur på langs i de dejlige senge. Det charmerende byhotel har egen restaurant med skiftende menu og ligger i hjertet af Næstved by med gågade og butiksliv lige om hjørnet.
TIP: Hver lørdag er det torvedag i Næstved, og her kan man opleve alt fra madmarked til vinfestivaller og storskærmsarrangementer.
Foto:Mads Tolstrup